EjendomsWatch

Klumme: Lad os få digitalisering ned på jorden og ind i bygningerne

Efter mange års stilstand er ejendomsbranchen begyndt at tage de digitale værktøjer til sig, der gør bygningerne smartere. Det er ikke et minut for tidligt. Men lad os ikke stirre os så blinde på digitaliseringen, at vi glemmer, hvad vi skal bruge redskaberne til, lyder det fra direktør i AG Gruppen i denne klumme.

"Bare fordi vi har sovet tornerosesøvn, betyder det ikke, at vi skal stå op til den største og dyreste fest," lyder det fra Tony Christrup, direktør i AG Gruppen og tidligere formand for Byggesocietetet. | Foto: PR / AG Gruppen

Ejendomsbranchen er en meget traditionel branche. Vi kan lide at gøre tingene, som vi plejer. Jo, bevares vi er da også begyndt på digital markedsføring og mødes på Teams, men når det kommer til vores bygninger, har vi en tendens til at gøre, som vi plejer. Vi bygger boliger ud fra en formodning om, hvordan folk gerne vil bo. Eller tror, de gerne vil bo. Men vi kunne sagtens blive bedre til at tænke nye, smarte løsninger ind, som de kommende beboere slet ikke kender endnu. Løsninger, som kan gøre livet lettere både for lejere, ejere, og udlejere.  

Digitalisering kan gøre os klogere

Digitalisering kan hjælpe os til at blive klogere på vores brugere og bygge ejendomme, der passer til deres behov. Vi kan analysere indkøbs- og trafikmønstre og få masser af ny viden om beboerne i et område. Vi kan implementere systemer, der styrer ventilation og varme efter antal mennesker i rummet. Vi kan gøre dørtelefonen til en styringsenhed, der lukker postbuddet ind, når du ikke er hjemme.

Mulighederne er mange. Så mange, at det kan virke uoverkommeligt at starte et sted. For hvad bliver efterspurgt i fremtiden? Hvilke tendenser bliver de dominerende? Og hvad viser sig at være fejlskud, som der blev kastet alt for mange ressourcer efter? Mange vil mene, at lige netop deres digitale opfindelse er det, der kommer til at revolutionere ejendomsmarkedet. Og det kan virke tillokkende at købe rigeligt ind, så man ikke er en af de ældste hanelefanter i rummet.

Lad os kigge på behovet

Så lad os passe på, at vi ikke går i den anden grøft. Bare fordi vi har sovet tornerosesøvn, betyder det ikke, at vi skal stå op til den største og dyreste fest. Lad os gå til løsningerne med sund fornuft og se på, hvad vi har behov for. Hvilken viden vil vi gerne have? Kan vi få den viden ved at indsamle mere data eller gøre tingene på en ny og bedre måde? Hvis ja, så lad os endelig bruge kræfter på det. På samme måde kan vi analysere vores bygninger. Kan vi bruge digitale værktøjer til at gøre vores bygninger grønnere og mere intelligente? Kan vi styrke fællesskabet ved at give beboerne en app til at kommunikere, som vi har gjort i Ressourcerækkerne? Så lad os endelig få gang i de værktøjer.

Digitalisering bliver ofte et luftigt begreb, som svæver oppe i skyerne. Men vores branche er meget jordnær. Vi sælger ejendomme i mursten, beton og træ, der ligger på bestemte adresser. Vi skaber den fysiske ramme om hverdagslivet og arbejdslivet. Vi må gerne stille de dumme spørgsmål, der hiver tingene ned på jorden. Kun på den måde får vi de svar, der hjælper os videre.

Klumme: En mere digital ejendomsbranche er et vigtigt bidrag til den grønne omstilling 

Data, data og data – ejendomstrio kappes om at være mest digitale

Mæglere krydser klinger om digital fremtid 

Mere fra EjendomsWatch

Her er de seneste tinglyste ejendomshandler

I samarbejde med platformen for ejendomsdata Resights bringer EjendomsWatch de seneste tinglyste ejendomshandler i Danmark på over 10 mio. kr. På dagens liste optræder VKR Holding og Køge Kommune, mens en ejendom på Bornholm er solgt for over 48 mio. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier