EjendomsWatch

Klumme: Afsløring af svindel og humbug har ført til nabokrige

Hvordan påvirker det beboerne, når der svindles i boligforeninger? Det spørgsmål er relevant efter flere opsigtsvækkende svindelsager i andelsboligforeninger, senest i forbindelse med konkursen i A/B Thyra Danebod på Frederiksberg, lyder det fra beboer i denne klumme.

Søren Munk er beboer der, hvor den krakkede andelsforening Thyra Danebod lå. | Foto: Privat

Vores hjem er vores vigtigste tryghedsskabende element i vores liv. Når vores hjem rystes, så ryster vi som mennesker, og vi ønsker roen genskabt.

Dette er helt naturligt og den helt overvejende forklaring på, hvorfor der er krig i den boligforening, jeg bor i.

Krigen udspilles mellem de beboere, der ønsker sagen mod den bedragerianmeldte formand mørklagt, og de beboere, der ønsker åbenhed om sagen.

Nogle beboere er ramt af et slags stockholmsyndrom for den bedragerianmeldte formand, hvor de ønsker at skabe ro ved mørklægning, i kontrast til de beboere, der ønsker åbenhed om bedrageriet og ansvaret placeret.

Dette skaber en polarisering blandt beboerne, uvenskab og bekrigelse af hinanden, der giver så store rystelser, at manges dagligdag er stærkt påvirket af utryghed.

Overraskelsesmomentet

Ingen havde nogen anelse om det mangeårige påståede underslæb fra formandens side på mange millioner. Det kom som en stor overraskelse for alle i stor kontrast til den generelle opfattelse af formanden som jovial engageret og hårdtarbejdende ulønnet foreningsformand.

Det kom som et chok for alle, og jeg tror, mange foretrækker deres gamle opfattelse af formanden og derfor vælger benægtelse af sagen og foretrækker, at vi alle bare glemmer den.

En naturlig reaktion, når vi oplever store kontraster i vores opfattelse af andre mennesker. Vi bliver følelsesmæssigt snydt, og vi udfordres på vores dømmekraft.

Især bestyrelsesmedlemmer, der har arbejdet tæt på formanden i årevis, bebrejder sig selv.

De bebrejder sig selv for banale tilsidesættelser af forretningsgangene i bestyrelsen, men mest af alt bebrejder de sig selv for deres totale mangel på dømmekraft af en meget manipulerende og tilsyneladende durkdreven svindler.

Jeg tror, mange bestyrelsesmedlemmer er flove over sig selv, og derfor foretrækker at mørklægge sagen.

Vennetjenester giver venner

Grunden til at mange beboere støtter formanden og hans familie er, at han som formand sad på en væsentlig opgave: Ventelisten til boliger.

Ventelisten var hemmelig og alene formanden bestemte, hvem der fik tildelt de attraktive lejligheder. Fordelingsprincippet var nepotisme og ikke køkultur.

Alene dette forhold gør, at utrolig mange nuværende beboere har nydt godt af tildelingen af lejligheder, og derfor er yderst påpasselige med at udtale kritik af formanden. Jeg ved ikke, om de føler, de skylder ham deres troskab.

Alle større anlægsopgaver samt løbende driftsopgaver er en anden væsentlig årsag til støtten til formanden. De blev alene håndteret af formanden og konsekvent tildelt naboer og venner.

En større malerentreprise med maling af samtlige opgange blev tildelt naboen/vennen. Samtidig blev formandens lejlighed malet til vennepris, beløbet betalte formanden fra en af foreningens konti.

Ræsonnementet i, at alle de beboere, der har nydt godt af formandens nepotisme i tildeling lejligheder og økonomisk attraktive kontrakter og derfor ønsker at vi bare skal glemme sagen, er forståelig.

Disse beboere er mere eller mindre direkte inddraget i formandens forretningsførelse og skal vælge mellem egen skyld eller mørklægning. Mange vælger det sidste.

Ansættelse af nyttig idiot

En væsentlig årsag til, at mange beboere ønsker åbenhed om sagen skyldes formandens ansættelse af sin ven som vicevært, der har tyranniseret en række beboere i mange år.

Utallige klager over viceværtens dispositioner blev altid pure afvist af formanden, altid med chikane til følge for dem der klagede.

Set i bagklogskabens klare lys et slags gangsterlignende forhold med en tilbagetrukket boss med en fysisk stærk håndlanger til de mere primitive opgaver.

Mange beboere nærer stadig en frygt for viceværten.

En frygt, der ikke kan overvindes med mod til at stå frem og tage klart afstand fra de mange krænkelser, viceværten har udsat sine naboer for.

Uklare fjendebilleder

Hvor vejen til tryghed for nogle beboere er åbenhed og placering af ansvaret hos formanden og viceværten, så er der mange beboere, der mener, at vejen til tryghed er fortrængning og mørklægning.

En meget modsatrettet vej til skabelse af ro, der skaber uro mellem beboerne.

Beboerne, der ønsker åbenhed, gøres til fjendebilleder for dem, der ønsker mørklægning. Senest har administratorerne af den fælles beboerforenings Facebook-gruppe forbudt deling af information om bedragerisagen.

Flere mangeårige venskaber naboer imellem er brudt med ganske voldsomme beskyldninger parterne imellem.

Ude af øje ude af sind

Det groteske i foreninger, der er ramt af denne slags sager, er, at skadevolderne stadig bor i boligfællesskabet.

I tilfældet Thyra Danebod er både formanden og viceværten nu lejere og har dermed lejerrettigheder til deres lejligheder.

Der er ingen lovhjemmel i lejeloven til, at deres mulige ulovlige dispositioner i den tidligere andelsboligforening har indflydelse for deres ret til at bo i deres lejeboliger.

Jeg er mere end overbevist om, at vi først får et godt miljø beboerne imellem, når formanden og viceværten fraflytter boligfællesskabet.

I min optik det mest anstændige de kan gøre, og noget lovgivningen burde tage højde for.

EjendomsWatch har foreholdt kritikken for den tidligere formand og for viceværten. Den tidligere formand er ikke vendt tilbage på henvendelsen og har tidligere sagt til EjendomsWatch, at han ikke ønsker at kommentere. Viceværten afviser beskyldningerne fra Søren Munk.

Svindelmistænkt formand lod fælleskassen betale mystiske sten og fiktiv overvågning

Eksformand i krakket andelsforening slipper for konkurskarantæne 

Politiet har svindelefterforsket andelsformand i årevis uden resultat – beboere frygter at sagen forældes 

Administrator i krakket andelsboligforening: Eks-formand begik "systematisk misbrug" 

Nabokrig i krakket andelsforening: "Han har virkelig taget røven på os" 

Mens krakket andelsforening kæmpede for livet lænsede formanden fælleskassen 

Mere fra EjendomsWatch

Her er de seneste tinglyste ejendomshandler

I samarbejde med platformen for ejendomsdata Resights bringer EjendomsWatch de seneste tinglyste ejendomshandler i Danmark på over 10 mio. kr. På dagens liste optræder VKR Holding og Køge Kommune, mens en ejendom på Bornholm er solgt for over 48 mio. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier