EjendomsWatch

Klumme: Boligudviklere overser utidssvarende kontrakter om internet og tv

Mange boligudviklere og bygherrer er ikke klar over, at de indgår for dyre og ofte uopsigelige internetaftaler, som beboerne hænger på, indtil de flytter ud, lyder det fra internetudbyder i denne klumme. Det giver utilfredse beboere.

Foto: PR / Fiberby

Djævlen ligger som bekendt i detaljen – ikke mindst ved kontraktindgåelse. Det kan alle boligudviklere og bygherrer skrive under på. Selv de ting skrevet med småt kan have afgørende betydning for profittens størrelse, når et byggeri til flere hundrede millioner, efter år og måneder, endelig sælges eller udlejes.

Og øje for detaljen har de fleste i bygge- og ejendomsbranchen. Derfor overrasker det så meget desto mere, at særlig én kontraktdetalje endnu ikke synes gængs hos mange boligudviklere og developere.

Det drejer sig om kontrakter for valg af internet og internetleverandør.

Beboere stavnsbundet

Udviklingen inden for tv og streaming de seneste fem år betyder, at tiden reelt er løbet fra tv-udbyderne og de kontrakter som tilbydes i nyopførte etagebyggerier, og som mange boligudviklere stadig stiller sig tilfredse med. Selvom udviklerne i praksis gør de fremtidige beboere – både ejere og lejere – en bjørnetjeneste i stedet for at levere en service, som møder beboernes behov i hverdagen.

I etageejendomme ejer internetudbyderne typisk internetkablerne i den nybyggede ejendom. Det betyder i praksis, at beboeren er stavnsbundet til den internetløsning, som ejendomsudvikleren indgår aftale om. Det samme gælder prisen, der typisk er omkring det dobbelte af andre fyldestgørende tilbud. Igen, så er der ikke andet at gøre end at betale. Som regel i al den tid, man bor i ejendommen.

Dårlige kontrakter giver utilfredse beboere

Problemet er bare, at den type kontrakter giver utilfredse beboere. Og sure beboere er, som man siger i USA, ‘bad for business’, fordi boligudviklerne i bund og grund saver den gren over, som de selv sidder på.

Og hvorfor giver kontrakterne og de store udbyderes internetløsninger, så ikke længere den værdi, de måske engang gjorde?

De fleste boligejendomme forsynes i dag med internet og kabel-tv fra de store internetudbydere. Imidlertid falder antallet af danskere, der ønsker almindeligt kabel- og flow-tv hele tiden. Stadig flere streamer tv og underholdning via nettet, fordi streaming giver frihed til selv at vælge. Flow-tv er snart historie.

Antallet af danskere med kun en tv-pakke faldt ifølge Wilke fra 42 procent i 2016 til 12 procent i år. I samme periode er andelen af danskere med streamingabonnement eksploderet fra 6 til 30 procent. Tendensen ventes at fortsætte. Unge og i stigende grad også de ældre konverterer helt til film, musik og underholdning på nettet, viser tilsvarende undersøgelser. Det gælder naturligvis også fremtidens beboere.

Stil krav - der er penge at spare

Så kort og godt bør boligudviklerne i højere grad omfavne slutbrugernes voksende streamingbehov, når de bygger. Det gør de ved at læse det med småt og ikke finde sig i hvad som helst, men stille krav til deres internetleverandør.

Boligudviklerne skal aktivt vælge transparente internetaftaler uden et ’Catch-22’, så beboerne kan flytte i lejlighed med det bedste og billigste internet til streaming. Flere netoperatører giver mulighed for netop det, og der er penge at spare. Tilfredse beboere er vel altid godt for boligudviklernes omdømme og forretning.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier