EjendomsWatch

Klumme: Salg af andelsboligforeninger – en storm i et glas vand

Efter flere historier på EjendomsWatch om en stigende tendens til salg af andelsboligforeninger til private investorer er det værd at bemærke, at antallet er beskedent, og at der stiftes flere nye andelsforeninger, end der sælges, siger Peter Winther, topchef hos erhvervsmægleren Colliers i Danmark, i denne klumme.

Foto: PR / Colliers

De seneste dage har budt på flere nyhedshistorier om opløsning og salg af andelsboliger. Det er dog værd at notere, at omfanget af sådanne er uhyre beskedent – og at der i øvrigt kan være meget gode grunde til, at andelsboligforeninger vælger at sælge deres ejendom.

I 2019 er der ifølge Colliers’ registreringer under 10 andelsboligforeninger med i alt nogle få hundrede boliger, som har valgt at sælge deres ejendom og ladet sig frivilligt opløse. Der er således tale om ganske få promille af den samlede bestand på over 200.000 andelsboliger i Danmark. Og der stiftes mange flere nye andelsboligforeninger end der opløses.

Hertil kommer, at der kan være meget gode grunde til, at enkelte andelsboligforeninger vælger at træffe en sådan beslutning.

Der er talrige andelsboliger, der f.eks. ejes af ældre ægtepar, som alene har folkepensionen som indtægtskilde. Sådanne andelsboliger har ofte en lav boligafgift, men andelshavernes værdi af deres andelsbevis er måske 1,5 mio. kroner. Ægteparret har ingen formue, de vil gerne holde et ordentligt guldbryllup, have børnebørnene med på ferie, og rejse lidt, mens helbredet tillader det.

Disse mennesker har svært ved at få lån i banken, de er jo ældre og med lav indtægt. De kan sælge deres andelsbolig, men så er de tvunget til at flytte.

Nu vælger de sammen med flertallet i en andelsboligforening på demokratisk vis at sælge.

Det betyder, at de kan blive boende, så længe de vil, til en leje, som ikke er højere end deres tidligere boligafgift, samtidig med, at de har råd til den pensionisttilværelse, de har drømt om.

Og når de måske 15 eller 20 år senere skal herfra, vil den investor, som har købt ejendommen, modernisere den gamle lejlighed med nyt køkken, nyt badeværelse, nye installationer og meget andet – og udleje den til en børnefamilie, som får en moderne og god lejlighed til en leje, som endda ligger under lejen for nybyggede boliger.

Det er sund fornuft og godt for alle.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier