EjendomsWatch

Misforstået DF-lovforslag sænker priserne på danske ejendomme

KLUMME: Forslaget om at fjerne eller kraftigt begrænse paragraf 5, stk. 2 i boligreguleringsloven, der sikrer moderniseringer af boligerne, skal heldigvis nu behandles i en ekspertgruppe. Og det er tiltrængt. Politikerne i bl.a. DF lader til at være fanget i en forkert opfattelse af, hvad en regelændring betyder for det danske ejendomsmarked. Det er farligt.

Rasmus Juul-Nyholm, adm. direktør for Cobblestone Property Management. Foto: PR.

Dansk Folkeparti er sammen med Enhedslisten og Socialdemokratiet gået på barrikaderne for at fjerne paragraf 5, stk. 2-reglen og dermed udenlandske ejendomsopkøb.

Sandheden er imidlertid, at en fjernelse af 5, 2-reglen ikke vil forhindre udenlandske investeringsfonde og professionelle investorer i at investere i det danske ejendomsmarked (hvis det skulle være så farligt). Tværtimod kan et indgreb måske udløse et udsalg på danske ejendomme.

Stryger politikerne reglen, vil den primære effekt blive, at danske ejendomme falder i værdi samt at danske boliger forfalder.

Det betyder imidlertid ikke, at de udenlandske investeringsfonde og professionelle investorer som Blackstone, Niam og Heimstaden ikke sætter deres penge i danske ejendomme. Nej, de vil blot købe billigere.

Undersøgelser fra ejendomsinvesteringsrådgiverne Red, diverse valuarer og Ejendomdanmark viser, at potentialet i modernisering af ejendomme udgør 15-20 pct. af den værdi, investorerne forventer.

De resterende 80-85 pct. er det fremragende danske investeringsmiljø, som gør Danmark til en ’safe haven’ for udenlandske investeringer: Den faste kronekurs, realkredituniverset, velhavende lejere og virksomheder samt et forankret og stabilt politisk system, der smitter positivt af på investeringerne.

Når DF, Ø og S - flankeret af LLO, der ser deres snit til at kæmpe for deres medlemmers interesser, ønsker at afmontere moderniseringsreglerne, så stopper det ikke udenlandske investeringer. Udenlandske investorer vil stadig investere og opkøbe danske ejendomme, men blot til en lavere pris.

Sidst men ikke mindst vil en ændring primært ramme danske investorer, samtidig med at de skruer op for investeringerne i danske ejendomme og ikke i udenlandske.

Ifølge en helt ny Red-analyse øgede danske investorer deres investeringer i rød-hvide mursten med knap 2 mia. kr. i 2018 sammenlignet med 2017. I øvrigt mens udenlandske investorer investerede 17 mia. kr. færre i forhold til året før.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier