Hvordan kan man overhovedet tænke på at rive gode, velholdte og attraktive almene boliger ned eller sælge dem til private investorer, når der ikke er en reel plan for, hvad man vil gøre med de mennesker, der risikerer at miste deres hjem?

Hvordan kan man nøjes med at henvise til genhusning, når der ikke er nok boliger at genhuse i her i København, men kilometerlange ventelister til almene boliger.

Hvordan kan man sige, at så må man bygge flere almene boliger, når der kun er få og dyre grunde tilbage i København at bygge på? Og hvor huslejen af samme grund bliver for høj for mange.

Hvorfor opererer man med ghettolister, der er skabt på forkerte og gamle tal, og hvor det kun er få personer (ofte 1-5 personer), der afgør, om et område med flere tusinde beboere kommer på listen eller ej, og hvor truslen om at miste sit hjem kan blive virkelighed?

Hvorfor laver man en lov om nedrivning eller salg med tilbagevirkende kraft, der forhindrer, at man kunne være kommet af ghettolisten med nogle få tiltag?

Hvorfor skal det være slut med, at vi er lige for loven, når man vil lovgive om, hvor nogle mennesker i bestemte boligområder må bosætte sig.

Det er værd at minde om, at ca. 1 million mennesker bor alment, og at den almene sektor løfter en enorm opgave i hele Danmark. Det er også værd at minde om, at den almene sektor er sat i verden for at give folk med små indkomster adgang til gode boliger. Men det er måske det, der er galt. Måske skal vi hellere købe vores egen bolig? Men hvorfor, når vi fortsat hellere vil bo i gode almene non profit-boliger.