TK Development balancerer omkring nullet

TK Development holdt næsen oven vande i de første ni måneder af regnskabsåret 2016/17, men kun målt på resultat før skat. Efter skat blev det til et underskud 4,1 mio. kr. mod et minus på 212,1 mio. kr. i samme periode sidste år.
Før skat vendte TK Developments resultat til et plus på 0,2 mio. kr. fra et minus på 180,7 mio. kr. sidste år. Det viser regnskabet for regnskabsårets første ni måneder.
For hele 2016/17 venter ledelsen stadig et samlet overskud før skat på 10-30 mio. kr.
"Heri indgår forventninger om, at enkelte mindre og mellemstore projekter gennemføres i fjerde kvartal 2016/17, og at der inden regnskabsårets udløb ligeledes gennemføres enkelte grundsalg," oplyser TK Development og uddyber:
"Koncernens væsentligste development-projekter forventes først at bidrage til koncernens resultat i efterfølgende regnskabsår."
Fra og med 2017/18 venter TK Development således en egenkapitalforrentning på 15-20 pct. årligt fra sit primære forretningsområde - udvikling af fast ejendom. Heri havde TK Development bundet en egenkapital på godt 650 mio. kr. ved udgangen af tredje kvartal.
Nettoomsætningen steg i årets første ni måneder til 348,5 mio. kr. fra 274,5 mio. kr., mens driftsresultatet EBIT vendte til et overskud på 12,8 mio. kr. fra et underskud på 179,6 mio. kr.
Isoleret til tredje kvartal fik TK Development et overskud før og efter skat på henholdsvis 9,5 mio. kr. og 5,7 mio. kr.
TK Development sælger højhus i Aalborg