Odense får ny chef for byudvikling

Odense Kommune rokerer rundt på chefposterne i organisationen, og tidligere chef for kunst og kultur-området, Ellen Drost, bliver nu chef for byudvikling i Kommunen. Det fremgår af en pressemeddelelse.
"Udviklingen i Odense går rigtig stærkt. Det stiller store krav til forvaltningen som helhed og afdelingen Byudvikling i særdeleshed. Foruden Ellens stærke ledelsesmæssige profil og evne til at spille sammen med borgerne og erhvervslivet har det i mit valg også været afgørende, at vi får en byudviklingschef med et indgående kendskab til Odense som by og ikke mindst en person, der allerede har taget ejerskab på Odenses transformation," siger Anne Velling, adm. direktør i By- og Kulturforvaltningen, i meddelelsen.
Ellen Drost starter på sin nye post i januar og forlader dermed samtidigt sin nuværende stilling.
"Selvom kulturområdet står mit hjerte meget nært, så kan jeg lige nu ikke komme i tanke om en mere spændende stilling end chef for byudvikling, idet denne afdeling er selve hjertet og omdrejningspunktet for Odenses transformation til en moderne storby," siger den kommende afdelingschef for byudvikling i meddelelsen.
Ellen Drost overtager stillingen fra Henrik Lumholdt, der fratrådte posten "efter gensidig aftale" i november efter 30 års ansættelse i Odense Kommune.
"Jeg har haft nogle rigtig gode år i Odense Kommune. Muligheden for at forfølge nye arbejdsspor har nu budt sig, og jeg glæder mig til at opleve, hvor de spor fører hen," udtalte Henrik Lumholdt i en pressemeddelelse i den forbindelse.
Organisationsændringen betyder endvidere, at chefgruppen i By- og Kulturforvaltningen reduceres med en person.
Hommelhoff: Odense er vågnet op af sin tornerosesøvn
Facebook køber grund til datacenter i Odense