Økonom: ECB hæver tidligst renten i 2018

Den Europæiske Centralbank, ECB, har forlænget sit opkøb af statsobligationer. Hvor opkøbsprogrammet på 80 mia. euro om måneden tidligere stod til at løbe ud med udgangen af marts næste år, vil centralbanken nu købe obligationer for op til 60 mia. euro om måneden fra april og året ud - mindst.
Frank Øland, der er cheføkonom i Landbrug & Fødevarer, siger, at selv om man sætter tempoet i opkøbene ned, så er det et løfte om lave renter i meget lang tid.
"Det er stadig et meget massivt opkøb, som vil sikre, at markedsrenterne er presset helt i bund igennem hele 2017," skriver Frank Øland i en kommentar.
"ECB kommer tidligst til at hæve renterne i 2018. I lyset af gældssituationen i Sydeuropa og udsigten til fortsat lav vækst og inflation i Europa, så er det ganske sandsynligt, at det først bliver i 2019, at ECB kommer til at hæve renterne," mener han.
På den anden side kan de meget lave renter blive en udfordring for dansk økonomi, hvis det viser sig, at nationalbankdirektør Lars Rohde får ret i, at dansk økonomi er på vej ind i en højkonjunktur, som han sagde onsdag, da Nationalbanken offentliggjorde sin kvartalsrapport, påpeger Frank Øland.
"Indtil videre kan vi dog kun se et noget forkølet opsving, hvor vi halser efter de nabolande, som vi normalt gerne vil kunne sammenligne os med. De lange renter kan stige lidt, trukket op af højere renter i USA, mens de korte flekslånsrenter må forventes at forblive helt i bund igennem hele 2017," mener Landbrug & Fødevares cheføkonom.
ECB-chef rynker brynene over det danske boligmarked
Jeudan-topchef tror på kæmpe rentegevinst
Erhvervsmægler: Opsving på ejendomsmarkedet tager yderligere fart