
Tal fra mægleren EDC’s researchafdeling viser, at den store efterspørgsel på investeringsejendomme vil fortsætte i 2017. Det skriver Børsen. En af dem er PFA Ejendomme, der i år investerer 10 mia. kr. i ejendomme, og sådan bliver det også i 2017, hvis budgetterne ellers holder.
"Vores investeringsintensitet er med samme styrke i 2017, som den har været i 2016. Jeg synes, at nogle af ejendommene er blevet voldsomt dyre – det er kontorejendomme og strøgejendomme, men vi er fortsat interesserede i at købe boligejendomme," siger Michael Bruhn, direktør i PFA Ejendomme, til Børsen.
Undersøgelsen er baseret på EDC’s netværk af erhvervsvirksomheder – bl.a. investorer og brugere af fast ejendom. 54 pct. af de adspurgte vil allokere flere penge til fast ejendom i 2017. Sidste år var andelen 38 pct. Så investeringslysten ser ud til at være stigende på trods af et højt prisniveau på fast ejendom.
Blandt EDC-kunderne er det primært boliginvesteringsejendomme, der er i fokus. 74 pct. vil investere i boligsegmentet, mens kontorsegmentet ligger på 14 pct. og industriejendomme 12 pct.
PFA-direktør løber risikoen med ny europæisk fond
Newsec: Attraktivt marked for investeringsejendomme fortsætter i 2017