
Beslutningen om at sælge det gamle rådhus og den kommunale bygning Pyramiden i Gilleleje for 15 mio. kr. har byrådet truffet på et møde. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
Ifølge avisen fremgår det af protokollen, at byrådet har "besluttet at bemyndige administrationen til at indgå aftale om salg." Avisen skriver videre, at det er ejeren af Gilleleje Strandhotel siden 2001, Humberto Petersen, der ønsker at købe de to bygning for 15 mio. kr.
Men salget kan dog først bekræftes endeligt om nogle uger, skriver avisen, der ikke havde held til at lokke noget ud Humberto Petersen.
"Det er ikke noget, jeg kender noget til og ikke noget, jeg kan udtale mig om," siger Humberto Petersen til avisen.
De to ejendomme har stået til salg siden juni, og det skulle dreje sig om et område ud til kysten på i alt 7650 kvm.