Grønt lys til 180 almene boliger og parcelhuse i Sydøstjylland

I både Hedensted og Juelsminde skyder der nye boliger op, hvor naturen er et gennemgående element.
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox

180 boliger vil i løbet af det næste års tid begynde at skyde op i tre forskellige boligområder i Hedensted og Juelsminde.

Ifølge en pressemeddelelse fra Hedensted Kommune vil det i Juelsminde dreje sig om 33 nye boliger, der opføres som dobbelt- og rækkehuse. Bag byggeriet står Juelsmindehalvøens Almene Boligselskab i samarbejde med Rambøll.

I Hedensted vil Østjysk Boligselskab i Horsens i samarbejde med det ligeledes Horsens-baserede Skala Arkitekter opføre et elipseformet boligområde med 30 almene boliger, opført som dobbelthuse. Desuden vil kommunen byggemodne et ligeledes elipseformet område med plads til 14 parcelhuse, fremgår det.

Ydermere vil der på en 17 hektar stor, privatejet grund nær Hedensted by blive opført 56 almene rækkehuse, som boligselskabet Lejerbo står bag.

Ejeren af grunden, Charles Kastberg, vil i etaper byggemodne resten af området til opførelse af yderligere 28 rækkehuse og 19 parcelhuse. I alt 103 boliger. I planerne indgår også at plante mere skov og anlægge flere søer, skriver kommunen.

Borgmester Kirsten Terkilsen glæder sig over den store interesse for at bygge boliger i kommunen.

"Alle tre projekter vil være med til at styrke bosætningen, og jeg glæder mig over den store interesse for at udvikle boligprojekter i kommunen. Sammen med det kommende stor-projekt, Lille Dalby Bakker med 400-500 boliger, er de nye spændende projekter med til at sikre en varieret boligmasse med appel til flere forskellige alders- og befolkningsgrupper," siger hun i meddelelsen.

Op mod 500 nye boliger på vej til Hedensted

Lokalt samarbejde skaber boligejendomme i Horsens

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også