EjendomsWatch

Matas mærket af ekspansiv Normal-kæde

Materialistkæden iværksætter spareplan. Normal-kæden har sat i ild i markedet, og dele af kunderne giver udfordringer, siger direktør.

Foto: Carsten Ingemann/Jyllands-Posten

Butikskæden Normals indtog på det danske marked har været stærkt medvirkende til at øge konkurrencen inden for det, som Matas kalder "mass beauty", som er traditionelle dagligdagsprodukter til personlig pleje.

"Normal er i hvert fald en stærk medårsag til, at der ligesom er sat ild i den del af sortimentet," erkender admi. direktør Terje List fra Matas i et interview med Ritzau Finans.

"Det sortimentsområde, som vi har et betydeligt salg inden for, har altså virkelig været ramt af konkurrence her med en intensiverende grad i andet kvartal," forklarer Matas-direktøren.

Konkurrencepresset på dagligdagsproduktsortimentet er løbende blevet bygget op, men det har ifølge Terje List "selvfølgelig taget mere og mere fart".

"Normal er sådan set med til at udvide markedet inden for det her sortiment, men de er selvfølgelig samtidig også med til at sætte et pres på priserne, der betyder, at de øvrige aktører i markedet følger med," siger Terje List.

"Så den totale værdi i markedet falder," konkluderer han.

Også Matas har som andre reageret på de intensiverende konkurrence og det generelle prispres.

"Vi har reageret allerede i januar med at introducere vores faste lavprissortiment, som fuldt og helt matcher priserne på varerne rundt omkring. Det er der givetvis også nogen andre, der har, så nu handler det sådan set mere om den enkelte forbrugers prisperception," siger Terje List.

Og netop på prisperceptionen oplever Matas-direktøren, at selskabet er udfordret.

"Vi er slet ikke udfordret på vores kernekunder, men vi er udfordret på den del af kunderne, som i forvejen ikke var så loyale over for Matas - dem har vi haft lidt sværere hos," forklarer han.

Matas nedjusterer forventningerne efter et andet kvartal, som selskabets administrerende direktør, Terje List, kalder for "utilfredsstillende".

"Vi har i andet kvartal set en utilfredsstillende omsætnings- og resultatudvikling. Tiltagende konkurrence inden for dagligdagsprodukter til personlig pleje (mass beauty) og øgede omkostninger i forbindelse med strategiimplementeringen udgør hovedårsagerne, siger Terje List i regnskabet.

På den positive side nævner han en positiv udvikling inden for high-end beauty og Vitalområdet samt en høj vækst i e-handelsbutikken. Det nye butikskoncept og den nye version af Club Matas udvikler sig ligeledes positivt, tilføjer han.

Til trods for en forestående julehandel og flere salgsdage i fjerde kvartal 2016/17 finder selskabet det imidlertid nødvendigt at nedjustere forventningerne til hele regnskabsåret.

"For at styrke vores markedsposition, også på kort sigt, vil vi fokusere strategiens indhold yderligere i forhold til aktiviteter målrettet omsætningsvækst og øget indtjening. I forbindelse hermed igangsættes et omkostningsreduktionsprogram i størrelsesordenen 25-30 mio. kr.," siger Terje List endvidere.

Omkostningsreduktionsprogrammet vil blive indfaset i løbet af fjerde kvartal 2016/17 med fuld effekt fra første kvartal 2017/18.

Mere fra EjendomsWatch

Nye kræfter polstrer investeringsplatform til udlandseventyr

Nyt ejerskab hos digital investeringsplatform vil fordoble volumen og føre konceptet ud over Danmarks grænser. Tidligere Børsen-direktør skal booste kommerciel strategi og være med til at vise, "at The Many ikke bare er en god idé, men også kan blive en forretningsmæssig succes," som han siger til EjendomsWatch.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier