Tredje Danske Bank-domicil på tegnebrættet hos Arkitema

I samarbejde med udvikleren KPC skal Arkitema Architects opføre tre kontorbygninger for Danske Bank i Aarhus, Odense og Kolding. I Aarhus og Kolding er der tale om nybyggeri, mens der i Odense vil være tale om en gennemgribende renovering af den eksisterende bygning ved Albani Torv, skriver arkitektvirksomheden i en pressemeddelelse.
Dermed realiseres den opgave, som KPC over for EjendomsWatch udtrykte forventning om tilbage i august.
"Det er spændende at være med til at samarbejde med Danske Bank om deres fremtidige bygninger. Vi skal vise, at de nye bankmiljøer er levende steder, og binde dem sammen med de omkringlæggende omgivelser i meget højere grad end banker tidligere har gjort. Vores mål er at lave arkitektoniske løsninger, der kommer til at gøre en forskel for både potentielle og eksisterende kunder, medarbejderne i bygningen og for byens borgere, der kommer til at bruge både banken og området lige omkring," siger Kim Risager, senior partner i Arkitema Architetcs, i meddelelsen.
Arkitema og KPC blev først valgt til at udføre et nyt markant finanscenter i Aarhus med central beliggenhed i det kommende Sydhavnsområde. Det er ideerne fra dette oplæg, der nu også bliver overført til opgaverne i Odense og Kolding.
Arkitema Architects tegner også de kommende naboer til Danske Bank i Odense; de sydlige karréer på Thomas B. Thriges Gade.
EjendomsWatch har tidligere set nærmere på Danske Banks nye domicil i Aarhus.
Nyt Danske Bank-domicil i broget kvarter
Danica-direktør kryptisk omkring nyt domicil til Danske Bank