Niras skal projektere prestigeprojekt i Esbjerg
Det er rådgiverne Niras, der skal projektere den såkaldte Etape 1 af området nord for Esbjerg Havn – og det skal ske på 17 uger. Planen er nemlig, at projektet kan komme i udbud i februar 2017. Det skriver Niras på selskabets hjemmeside.
"Det er et projekt fyldt med energi takket være stor politisk velvilje til at udvikle havneområdet til glæde for både mennesker og erhverv. Og med en stram tidsplan er det bare om at komme i gang," siger Frederik Knudsen, der er projektansvarlig hos Niras, på hjemmesiden.
Esbjerg Kommune vil udvikle den nordligste del af Esbjerg Havn, hvor området skal omdannes til "Den rekreative havn." Under det navn gemmer der sig ambitionerne om en lystbådehavn, maritime funktioner, grønne områder, badeanlæg, domiciler for havnerelaterede virksomheder og offentlig og privat service.
Udbudsmaterialet til Etape 1 indeholder ingeniørprojektering af de marineanlæg, som kommunen skal bygge i forbindelse med det første udviklingsforløb. Det indebærer blandt andet at inddæmme og uddybe havnebassinet, samt "byggemodne området med broer, veje og stianlæg," skriver selskabet videre.
Projektet er tværfagligt, idet eksperter i geoteknik, vandbygning, miljø og forsyning med mere skal samarbejde på tværs for at løfte opgaven.