Nordjysk sparekasse rykker ind på Rådhuspladsen i København
Sparekassen Vendsyssel flytter sin filial til ejendom centralt i København, nærmere betegnet den såkaldte Absalons Gaard ved Rådhuspladsen.
"Vores københavnerfilial har mange kunder, som er flyttet til København, blandt andet unge som skal til at studere. Derudover har vi en stor tilgang af nye kunder, som vi forventer stiger, hvorfor vores nuværende lokaler ikke har plads nok til rådgiverne. Derfor har vi været på udkig efter nye lokaler og lige netop lokalerne på Rådhuspladsen er ideelle – både pladsmæssigt, men også lokationsmæssigt. Den centrale placering giver gode tilgangsforhold, der er interessant for både kunder og medarbejdere," siger Jan Skov, direktør i Sparekassen Vendsyssel, i en pressemeddelelse.
Ejendommen er ejet af kapitalforvalteren Savills Investment Management og har stået tom de seneste tre år, hvor forskellige mæglere har forsøgt at udleje den. For seks måneder siden indgik investeringsselskabet en aftale med Nybolig Erhverv, som nu er lykkedes med at udleje fjerde sal i ejendommen til sparekassen.
"Lokalerne har stået tomme i de tre år, hvor vi har haft andre mæglere på udlejningsopgaven. Da vi ikke havde succes med de tidligere mæglere, valgte vi at 'ryste posen' og prøve en mægler med et skarpere fokus," siger Morten Munkager Knudsen, seniorassetmanager hos Savills Investment Management.
Udover at skifte mægler har investeringsfirmaet også ændret ejendommens interiør betydeligt, idet man har ryddet alle vægge i kontorerne for at skabe mere plads og et bedre lysindfald.
Savills Investment Managements danske fortrop har to missioner