Projektudvikler bygger flere liebhaverboliger med havudsigt i Køge

Ejendomsselskabet Casa Nord skal ifølge en ny købsaftale med udviklingsselskabet Køge Kyst opføre yderligere 50 ejerlejligheder direkte ud til strandengen på Søndre Havn i Køge syd for København. Det skriver Casa Nord i en pressemeddelelse.
De nye boliger kommer mestendels til at ligge med direkte havudsigt og mange med store private tagterrasser. Byggeriet er det tredje, som Casa Nord er involveret i på Søndre Havn.
"Ud fra de erfaringer, vi allerede har gjort os i Køge, er vi ikke tvivl om, at der vil være efterspørgsel efter de nye lejligheder. Mange kan godt se fidusen ved at bo i et splinternyt byggeri med en beliggenhed direkte til stranden tæt på København men til mærkbart lavere priser," siger Torben Røsler, adm. direktør i Casa Nord, i meddelelsen.
De 50 ejerlejligheder er fordelt på 5400 etagekvadratmeter. Arkitektvirksomheden Cobe er allerede nu gået i gang med at udarbejde et skitseprojekt for det nye byggeri. Bliver lokalplanen godkendt i Køge Byråd, ventes projektet at gå i gang i begyndelsen af 2018, men allerede fra foråret 2017 vil Casa Nord starte projektsalget af lejlighederne.
Udviklingsselskabet Køge Kyst er partnerselskab, som ejes af Køge Kommune og Realdania By & Byg.
Arkitektgruppen sælger boligbyggeri til Dades
Dynamisk duo tryller plejehjem om til 200 boliger
Stigende ejendomspriser i hovedstaden smitter af på Østsjælland