Storcentre går efter street gourmet

Fisketorvet eller Copenhagen Mall åbner sig med sin velkendte buede, mørke facade.
De første tre stande, der byder velkommen, er ikke modebutikker eller retail. Det er derimod storbiografen Cinemaxx, den vietnamesiske restaurantkæde Lêlê Streetkitchen og Gorms Pizza.
Centret har nemlig ligesom en buket af andre centre landet over i de seneste år kæmpet en brav kamp for at løfte restaurantniveauet og derved centrenes image og besøgstal.
"Vi har haft et større fokus på at gøre op med det centermad-image, der i manges øjne er billig fastfood og buffet. Det synes vi ikke, at det er. Det har nok været tendensen tidligere, men det er det ikke længere. Det er vi et udmærket eksempel på med bl.a. LêLê, Gorms Pizza og Letz Sushi," siger Helle García Korndal, centerchef i Fisketorvet og senior commercial manager i Danmark hos den franske ejendoms- og centergigant, Unibail Rodamco. Alle tre steder, er centret de første til at byde velkommen indenfor.
"Vi har fået meget mere kvalitetsbevidst kunder, der stiller langt større krav. Det er min fornemmeste opgave hele tiden at forbedre vores udbud og image, og det handler ikke kun om detailhandel, gode supermarkeder og mode, men i den grad også om oplevelser og gode spisesteder," siger hun videre.
Fisketorvet er langt fra alene om at booste kvaliteten på fødevareområdet blandt danske storcentre. I flæng kan nævnes Lyngby-centret, City2 i Høje Taastrup, Kolding Storcenter, det nyrenoverede Frb. Center, ligesom stormagasinerne Illum og Magasin også har dedikeret hele etager til området.
Danica har ramt plet med nyt madmekka i Lyngby
Styrkeforholdet er vendt
Ifølge Helle García Korndal er det større fokus på fødevareområdet i høj grad også et pres fra omverdenen. Forbrugerens ønsker har ændret sig mod mere kvalitet. Faktisk er fødevareområdet gennem de seneste ti år gået fra at have en sekundær rolle til at være en del af centrets dna.
"Det er vigtigere end alt. Det har noget at gøre med et generelt større fokus på mad og drikke i både den danske kultur og internationalt, men også fordi, vi har en større konkurrence fra nethandlen," siger Helle García Korndal.
Unibail Rodamco har netop åbnet et af Europas største indkøbscentre i Stockholm, og her var særligt en ting fuldstændig anderledes end, det ville have været, hvis centret var åbnet for bare få år siden.
"Før i tiden, når man åbnede et center og havde frit slag på alle hylder, ville man typisk udleje til retail, detail og mode først og så fylde hullerne med fødevarertilbud. I dag vælger vi næsten at gøre det omvendt. En langt større del af restaurationerne sættes i en tidlig fase fordi vi ved, at det er rigtig, rigtig vigtigt," forklarer hun.
Hun fortæller også, at fødevareenheder nu fylder knap ti pct. af centerarealet i Fisketorvet, hvor andelen var betydeligt mindre for få år siden.
Gaden rykker til centrene
I Fisketorvet er der konsensus om, at fokusset på fødevarer er kommet for at blive. Seneste eksempel på det er dets løbende arrangementer på området.
"Vi tester løbende tingene af. Hver fredag hele sommeren har vi kørt Streetfood-Fridays, hvor vi har kørt nye koncepter af hver uge på midlertidige aftaler, eller som pop-ups. Så evaluerer vi på det og ser, hvad der har fungeret og ikke fungeret," siger hun og fortsætter:
"Streetfood vil være en tendens, der fortsætter. Dels er det meget bredt og kan favne et bredt prisniveau, og så er der et tidsperspektiv i det. I dag ser vi, at det skal gå hurtigt. Ikke at det skal være fastfood, men tid er vigtigt i dag."
Centret har blandt andet skævet mod Torvehallerne og Papirøen, der har haft stor succes med at tilbyde mad fra små boder.
"Pop-up og stadepladser stadigvæk er en vigtig del – det har ikke rigtig fundet vej ind i centrene endnu. Det vil vi nok se mere af fremadrettet," siger hun.
Har I kunnet mærke på besøgstal, at I har foretaget et løft af fødevareområdet?
"Vi kan ikke direkte se relationerne til, hvor mange penge folk bruger og på hvad. Men vi kan se en kraftig vækst i besøgstal, og vores image er blevet bedre," slutter hun.
(Denne artikel er leveret af vores søstersite FødevareWatch.dk)
Franskmænd tjener godt på Fisketorvet
Storcentre vil lokke kunder til med gastronomi
Københavnsk storcenter med tantebestyrelse skovler penge ind
TK Development: Et moderne indkøbscenter er mere end butikker