
Tre københavnske boligorganisationer melder klar til at bygge småt, smart og billigt i hovedstaden.
Det sker med et nyt boligkoncept, som de har udviklet og som er godkendt af Københavns Kommune, oplyser de tre organisationer AAB, Lejerbo og FSB (det tidligere Foreningen Socialt Boligbyggeri) i en fælles meddelelse.
Det nye boligkoncept "Almene Storbyboliger – Småt og Smart" kan bidrage til flere billige boliger i København, hvor kommunen har en målsætning om at etablere omkring 8000 almene boliger frem mod 2025.
"AAB, Lejerbo og FSB bakker op om denne målsætning og forventer at kunne bygge ca. 600 boliger ud fra Småt og Smart-konceptet," hedder det i meddelelsen, som de tre organisationers adm. direktører, Christian Høgsbro (AAB), Bjarne Larsson (FSB) og Palle Adamsen (Lejerbo) står som afsendere af.
"Konceptet, der imødekommer behovet for en bolig i storbyen til en overkommelig pris for københavnere i alle aldre, kan nu sættes i gang," hedder det videre.
Glæder sig over bred aftale om planlov
Til efteråret kendes navnet på den totalentreprenør, der skal være med til at oversætte konceptet til konkrete boligprojekter.
De tre organisationer lægger vægt på, at boligerne kan betales af boligsøgende med almindelige indkomster.
"I den forbindelse er det et godt afsæt, at der for nyligt var enighed på Christiansborg om at bevare planlovens regler om, at op til 25 pct. af boligerne i nye lokalplaner kan være almene boliger," hedder det i meddelelsen.
Småt og Smart-konceptet er fleksibelt. Boligerne er bygget op om en smartzone, der samler bad, garderobe, entre og køkken langs boligens mørke side. Det skærer gangarealet væk. Boligerne bliver dermed mindre og derfor billigere i husleje.
Konceptet bag den nye storbybolig er tænkt som et modulsystem, så den enkelte bolig kan indrettes fleksibelt efter beboerens behov. Boligerne kan desuden indpasses bredt i København og kan både indgå i byudviklingsområder eller udnytte restarealer i den tætte by. Konstruktionsprincippet og facadesystemet er fleksibelt, så byggeriet af de nye storbyboliger arkitektonisk kan tilpasses de konkrete lokalplaner, fremgår det.

Københavns rigeste områder stikker af fra de fattigste
KAB klar til at investere for fem milliarder
Byggebosser til beslutningstagere: Lad os nu rykke med den nye planlov