By & Havn skal opføre boliger i Nordhavn sammen med Pensiondanmark

Partnerne har etableret et selskab, der skal opføre boliger på en ø i Nordhavn med et parkeringsanlæg nedenunder.
Områderne markeret med rødt er hvor det kommende byggeri skal opføres. | Foto: PR
Områderne markeret med rødt er hvor det kommende byggeri skal opføres. | Foto: PR

Udviklingsselskabet By & Havn tager sammen med to partnere det næste skridt i at realisere virkeliggørelsen af flere hundrede nye boliger i Københavns udviklingsintensive bydel, Nordhavn.

Det er etableringen af den såkaldte Kronløbsø, der er kommet et skridt nærmere i form af etableringen af partnerselskabet Kronløbsøen Projekt, hvori By & Havn får 50 pct., pensionsselskabet Pensiondanmark 40 pct., mens projektudvikleren Nordkranen har 10 pct.

"By & Havn har selv betydelig knowhow inden for mange discipliner af bl.a. planlægning, byudvikling og anlæg, men det er altid fordelagtigt at have en åben tilgang til nye udfordringer og invitere til samarbejde. Derfor vælger vi i sager som denne at danne selskaber med eksterne partnere - og vi glæder os til samarbejdet med Pensiondanmark og Nordkranen," siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, i to enslydende pressemeddelelser fra By & Havn og Pensiondanmark.

340 nye boliger tæt ved vand, by og transport

Byggeriet består af flere dele, oplyser parterne.

· På Fortkaj - den nordvendte kajstrækning i Århusgadekvarteret - ligger byggefelt 1.27, hvor der kan opføres 7300 etagemeter boliger og 600 etagemeter erhverv i stueetagen. Byggefeltet skal desuden rumme nedkørslen til parkeringsdelen.

· I Kronløbsbassinnet mellem Århusgadekvarteret og Sundmolen etableres en ø, hvor fundamentet er et parkeringsanlæg med plads til ca. 1000 biler. 

· Oven på parkeringsdelen på den nyetablerede ø opføres et boligbyggeri på ca. 25.000 etagemeter. Sammenlagt er der på felt 1.27 og på Kronløbsøen tale om ca. 340 nyopførte boliger.

"Der er tale om et meget attraktivt område i rivende udvikling og med en perfekt beliggenhed tæt på vand, by og transport. Derfor forventer vi en høj efterspørgsel efter både boligerne, erhvervsdelen og parkeringsanlægget, og at medlemmerne dermed kan se frem til et godt afkast," siger Torben Möger Pedersen, adm. direktør i Pensiondanmark i meddelelserne.

På rådgiversiden har Catella Corporate Finance været finansiel rådgiver for Pensiondanmark og Nordkranen, mens advokatfirmaet Bech-Bruun har været rådgiver for By & Havn.

Desuden har advokatfirmaet Bruun & Hjejle været rådgiver for Pensiondanmark, mens advokatfirmaet Mazanti-Andersen Korsø Jensen har været rådgiver for Nordkranen, fremgår det.

Kramer: Jeg fortsætter mange år endnu

Jens Kramer: Boligmarkedet nærmer sig en top

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Visualisering af første fase af Coop Byen. | Photo: PR-visualisering / Arkitema

Coop sælger fra for milliardbeløb