Lego-familie øger formuen gennem børsnotering i Sverige

Sammen med kapitalfonden Axcel sendes byggematerialefirma på børsen i Sverige. Konkurrencesag lurer i kulissen.
Foto: Mathias Svold/Polfoto
Foto: Mathias Svold/Polfoto

I al stilhed lægger Lego-familiens investeringsselskab Kirkbi sammen med kapitalfonden Axcel op til at hente over 1 mia. svenske kr. (ca. 800 mio. kr.) ved en børsnotering på Nasdaq Stockholm den 10. juni.

Det er selskabet Nordic Waterproofing, der producerer tagpap og fugtmembraner til at beskytte ejendomme og andre bygningsværker, som nu søges solgt til villige investorer.

Lego-pengetank runder 5 mia. kr. i ejendomme og vil øge yderligere

Aktierne sælges til mellem 66 og 76 svenske kroner pr. aktie, og ifølge børsprospektet vil det tilsammen indbringe de to nuværende ejere, hvad der svarer til mellem 821 og 913 mio. kr. danske kr.

15 pct. af provenuet tilfalder Kirkbi, mens Axcel indkasserer resten, svarende til det antal aktier, de hver især sælger ud ved børsintroduktionen.

Involveret i konkurrencesag

Nordic Waterproofing Holding er et dansk selskab, der i 2015 havde en primær indtjening på 142,6 mio. svenske kr. (ca. 114 mio. kr.) ud af en omsætning på ca. 1,7 mia. svenske kr. (knap 1,4 mia. kr.)

Børsnoteringen sker, uden at selskabet markedsfører sig i danske medier, sådan som det er tilfældet med den igangværende børsintroduktion af energiselskabet Dong Energy, der er Danmarks hidtil største.

En medvirkende årsag kan være en risikooplysning, som fremgår af børsprospektet: Nordic Waterproofing er i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens søgelys for mulige overtrædelser af konkurrenceloven. En mistanke, der har stået på siden 2014 og i september 2015 blev forstærket, da myndigheden udsendte en såkaldt meddelelse om betænkeligheder.

"Hvis Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fastslår, at Nordic Waterproofing har overtrådt konkurrenceloven i henhold til sin meddelelse om betænkeligheder, kan Nordic Waterproofing blive idømt bøde såvel som civile søgsmål om erstatning," hedder det i prospektet.

Afklaring tidligst ultimo 2016

Grundbeløbet for "alvorlige overtrædelser" ligger mellem 4 og 20 mio. kr., mens meget alvorlige overtrædelser ikke har noget bødeloft.

"En endelig beslutning er usandsynlig før tidligst ved udgangen af 2016," hedder det i prospektet.

Nordic Waterproofing sidder sammen med Icopal tungt på markedet for tagpap i Danmark. Icopal, der også indgår i konkurrencemyndighedernes undersøgelse, blev tidligere i år solgt til amerikanske GAF, efter at en længe forberedt børsintroduktion blev droppet.

Nordic Waterproofing opererer under en række forskellige varemærker, så som Phønix Tagmaterialer, Hetag og Mataki.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu


Læs også