Lagkagehusets ejer gør klar til salg

Bagerkæden Lagkagehuset med 50 butikker i Danmark er sat til salg for omkring 1 mia. kr.
Det erfarer både Børsen og Berlingske Business fra kilder tæt på salgsprocessen.
Det er den norske kapitalfond FSN Capital, der siden 2008 har ejet Lagkagehuset. Da de norske pengemænd overtog, var der kun tre butikker i Danmark.
Ifølge de to erhvervsmedier har FSN Capital valgt investeringsbanken FIH Partners til at finde en køber til den samlede bagerbiks. Det ønsker ingen af parterne dog at kommentere.
Lagkagehuset er fortsat i gang med at udvide antallet af butikker, og ifølge topchef Jesper Friis er planen at ekspandere med yderligere 20-30 bagerier - primært i provinsen - over de kommende år.
Den kommende ejer af Lagkagehuset får dog sandsynligvis til opgave at løfte kæden ud over landets grænser.
Allerede nu er den nuværende ledelse på udkig efter placeringer i London.
"Vi ser et rigtigt stort marked derovre, og det kan blive lige så stort som i Danmark," siger adm. direktør Jesper Friis til Børsen.
Omsætningen i Lagkagehuset er på få år mere end fordoblet. I 2011 havde kæden en omsætningen på omkring 250 mio. kr., mens den sidste år rundede 550 mio. kr. med en driftsindtjening på 40 mio. kr.
Ud over Lagkagehuset ejer FSN Capital også motionskæden Fitness World med over 400.000 medlemmer i Danmark.
Fitnesskæde åbner landsdækkende lavprissatsning
Relaterede artikler:
Tomgang i gamle butikker stækker Tiger før børsnotering
For abonnenter
Butikskæden Normal tjener stort på billige basisvarer
For abonnenter