Ingen priser til Danmark ved årets Mipim-messe

Efter at have vundet to af de anerkendte Mipim-priser sidste år, var der i år ingen til Danmark på årets Mipim-messe. (Opdateret.)
AF LOTTE LUND, FREELANCEJOURNALIST, OG JØRGEN BENDSEN

(Artikel opdateret kl. 21.10)

CANNES — Danske bygherrer, arkitekter og rådgivere må tage hjem fra dette års Mipim-messe uden en af de anerkendte Mipim-priser i bagagen.

Det står klart efter, at vindernavnene blev offentliggjort under stor festivitas torsdag aften i sydfranske Cannes, hvor over 20.000 repræsentanter fra ejendomsbranchen og blandt investorer byudviklere og politikere har været samlet siden tirsdag.

Frankrig løb med flest priser - tre styk - mens Belgien med bygningen Treurenberg i Bruxelles vandt i kategorien for innovative grønne byggerier, som Danmark også var nomineret i.

I kategorien for hospitalsbyggeri vandt Queen Elisabeth University Hospital i Glasgow, Skotland, over den danske kandidat fra Region Syddanmark.

Italien vandt med et hotelprojekt i Venedig over Danmarks Mipim-nominerede Musholm.

Dansk Mipim-vinder: Som at vinde Champions League

Mipim-priserne uddeles altid i forbindelse med den professionelle ejendomsbranches internationale messe og netværksbegivenhed Marché International des Professionels d’Immobilier (Mipim).

 

Dette års nominerede danske byggerier har været:

I kategorien "Bedste hotel og turismebyggeri" (Best Hotel and Tourism):

Musholm, Korsør.

Opført: 2015.

Arkitekter: AART Architects.

Bygherre: Muskelsvindfonden.

Musholm ligger ved Storebælts smukke kystlinje og er anerkendt som verdens mest tilgængelige ferie-, sports- og konferencecentre for mennesker med handicap.

 

I kategorien ”Bedste innovative, grønne bygning” (Best innovative Green Building):

Gladsaxe Company House.

Opført: 2015.

Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.

Bygherre: NCC Property Development.

Gladsaxe Company House er et flerbrugerhus, hvor der i en kombination af bæredygtige materialer, fleksible arbejdsområder og tekniske løsninger er skabt et sundt miljø - både ude og inde. Bygningen blev, som første i Danmark tildelt DGNB-Platin certificering på grund af sin bæredygtighed og ved at vise, hvordan fremtidens arbejdsplads kan se ud. Pensiondanmark købte i 2013 projektet af NCC.

 

I kategorien ”Bedste hospitalsbyggeri” (Best Health Care Development):

Aabenraa Psykatriske Hospital:

Opført: 2015.

Arkitekter: White Arkitekter, DEVE Arkitekter.

Bygherre: Region Syddanmark.

Nyt Psykiatrisk Sygehus i Aabenraa er på 20.000 kvm. har 115 sengepladser samt fællesfunktioner. Arkitekturen understøtter patientens personlige tryghed og motivering for kontakt med omverdenen i løbet af sit behandlingsforløb.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også

Visualisering af første fase af Coop Byen. | Foto: PR-visualisering / Arkitema

Coop sælger fra for milliardbeløb