CANNES – Fredag kommer med forløsende ro efter en uge på Mipim. Som en søvngænger triller man ud i lufthavnen med solskoldet næsetip og akkumulerede tømmermænd af al den snak og al den vin. Lommerne er fulde af visitkort, som skal hjem og gemmes væk i en skuffe og måske aldrig tages frem igen.

Og hvad fik man så ud af det, denne tur til den franske riviera? Fik man landet en aftale? Fik man sået et frø for fremtidige partnerskaber? Eller fik man bare holdt en masse møder til ingen verdens nytte; som fem dages intensiv speeddating uden at kærligheden opstod? Måske går der nogle dage eller måske uger eller måske år, før regnskabet endeligt er gjort op, og man kan sige, om det var flybilletten værd.

Det kan generelt være svært at genkalde sig alle detaljer fra alle de samtaler, man har haft i ugens løb, mens det endnu snurrer i hovedet. Men ud af det tågede sammensurium toner der sig som regel en overordnet fortælling frem. I år synes den dog at være mere sløret end sædvanligt.

Optimisme – eller...

På den ene side er der gryende tegn på optimisme, og man hører mange sige, at de udeblevne ejendomshandler kommer tilbage til efteråret eller måske endda før. På den anden side hævede den europæiske centralbank torsdag renten for sjette gang på under et år, hvilket kunne tyde på, at det skal blive værre, før det bliver bedre.

”Alle håber på, at den nuværende stilstand bare er et bump på vejen, og at vi snart vender tilbage til normalen, men ingen ved det,” som en mægler sagde en sen aftentime med en øl i hånden.

”Det sidste årti, hvor det har været nærmest gratis at låne penge, har været undtagelsen; det her ér normalen, som vi nu vender tilbage til,” lød det sobre modsvar morgenen efter fra en investor over en dybsort kop kaffe uden den formildende mælk.

En flue på væggen

I Nice Lufthavn skjuler man sine blodskudte øjne og sin nagende tvivl bag solbriller. Man smiler ubekymret og falskt. Og man glæder sig til at komme hjem; til at komme ud af det kvælende jakkesæt, der ligesom snører til omkring halsen; til at holde ens nærmeste tæt og sammen græde over alverdens ulykke, som det ikke lykkedes at få bugt med på fem dage i Cannes.

Eller rettere; det er sådan, jeg har det. Måske har du en helt anden oplevelse. Måske tænker du: Ham der fra EjendomsWatch, han har ikke fattet en brik. Og det har jeg nok heller ikke. Jeg er jo bare en journalist, en flue på væggen, en slange i paradis. 

En sådan discount-diagnostikers sarkastiske bemærkninger skal næppe tages så alvorligt. Men det har måske sat nogle tanker i gang, og det er alt rigeligt.