EjendomsWatch

Briefing uge 26: Over for gult

Med dagens Tour de France-start i København viser hovedstaden endnu engang sin status som en international by. Ikke så sært, at udenlandske investorer stadig gerne vil have del i værdierne, også selvom de måske tager et dyk for en tid.

Københavns gader bærer for alvor præg af verdens største cykelløb, der fredag skydes i gang. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Taxagrønt kaldes det at køre over for gult og lige akkurat nå over i tide. Farven fylder København og den stribe af byer, der lægger asfalt og indbyggere til de næste dages historiske begivenhed på dansk grund: Starten på Tour de France – det naturlige pedalafsæt for denne sidste Briefing før sommerpausen.

På et ejendomsmarked, hvor meteorologerne lover omskifteligt vejr, var der flere, der i ugens løb nåede at få en handel på plads, før fronten med uvejr måske rammer.

FB Gruppen kunne således med amerikanske Invesco som køber og mod et anseeligt trecifret millionbeløb afskibe 330 boliger i Ballerup. En anden amerikaner, Starwood, kunne sætte flueben ved årets hidtil største logistikhandel med 182.700 kvm lagerejendomme ved E45-motorvejen op gennem Jylland for godt 1,5 mia. kr. Og i Hillerød fejlede investeringslysten heller ikke noget, da japanskejet fabrik nu skal opgraderes for 11 mia. kr., mens Ikano Bolig i 2024 er klar med 300 boliger i Høje Taastrup.

LaSalle Investment Management sikrede sig med en kvart milliard på Frederiksberg endnu en attraktiv placering, svenske Catena i Horsens, mens hjemlige Industriens Pension lagde over 600 mio. kr. i Valby. I mindre skala formåede Blue Capital at finde investorer til sit tredje butiksprojekt på få uger.

Prop i Roof

For andre investorer symboliserer den gule farve nærmere, at markedet er blevet mere usikkert. Det gælder blandt andre projektudbyderen Roof Management, der er blevet overrasket over, hvor hastigt den stigende rente har sat en prop i investorinteressen. Trods påbud fra Finanstilsynet om at styrke kapitalen er optimismen ikke til at fjerne fra selskabets direktør og medejer, der tror på ”en god løsning” for det tidligere Gefion Group-selskab.

I Sverige har usikkerheden skåret tocifrede milliardværdier af de børsnoterede ejendomsselskaber. Alene Heimstadens præferenceaktier er dykket 40 pct. i år, hos Castellum er tabet 45 pct., mens SBB har tabt over 70 pct., hvilket dog også kan forklares med vedvarende angreb fra svindeljægeren Viceroy, der har sået tvivl om troværdigheden af regnskaberne.

Vent og se

Signalerne i branchen er tydelige: Tonen er afventende, hvilket i denne uge også var budskabet fra både udvikleren NPV, der dog kan glæde sig over stærke 2021-tal og frasalg på toppen. Det samme med Aarhus-profilen Mogens de Linde, der også spår et lidt lavere 2022-resultat, end det, man leverede i 2021, mens udvikleren Oskar Group bebuder, at omlægning af gæld og frasalg skal lette balancen.

Samme bøvl står Frederiksberg Boligfond med, og den nye næstformand Pelle Dragsted må sande, at den økonomiske virkelighed ikke helt harmonerer med idealistiske tanker om til evig tid at kunne beholde fondens (for) billige boliger på egne hænder.

Da boligfonden i 2018 ville sælge, udløste det store beboerprotester, og en del lejere kom et salg i forkøbet ved at etablere deres egen andelsboligforening.

Lige præcis den manøvre vil regeringen nu gøre endnu lettere at gennemføre. I hvert fald lægger den op til at stramme de nuværende muligheder for komme uden om den såkaldte tilbudspligt.

Positiv PR

Tilbage til det Tour de France-prægede København, hvor økonomer og medieudnævnte eksperter undervejs har sået tvivl om den økonomiske gevinst ved hele menageriet. Kan det mon nu betale sig at bruge de mange millioner, som hele showet løber op i? Måske ikke, rent økonomisk.

Uanset om regnestykket viser plus eller minus, er det indiskutabelt, at Danmark med den række af byer, indbydende landskaber og velfungerende infrastruktur, der præsenteres til tv-seere i 180 lande, opnår en synlighed og skaber en positiv PR og goodwill, vi ellers ikke ville have opnået. Også for fremtidige investorer.

Med de ord krydser denne uges Briefing målstregen. Næste udgave bringes i begyndelsen af august med en opsamling af sommerugerne. Vi er tilbage for nedsat kraft fra mandag og de næste fire uger.

Tilbage er kun at ønske god weekend og god sommer.

Briefing uge 25: Sommernerver

Briefing uge 24: Et bryllup, fire begravelser og en skilsmisse

Briefing uge 23: I sne og slud kommer handlerne ud

Briefing uge 22: Den flyvende hollænder

Mere fra EjendomsWatch

"Cash is king": Britisk velhaverfamilie soler sig i dansk investeringsklima

Den britiske ejendomsinvestor Pears Global trives under de nuværende økonomiske forhold og agter at udbygge sin eksisterende milliardportefølje i Danmark. Ekspansion til det øvrige Norden kan også komme på tale, fortæller dansk investeringschef til EjendomsWatch. Han taler om ”en større konkurrencemæssig fordel end tidligere.”

Frederik Barfoed: Regeringsforslag er udtryk for "massiv hetz mod ejendomsbranchen"

Der er tale om ”en skræmmende og meget uhyggelig udvikling,” når regeringen ønsker at styre lejeudviklingen på det private boligmarked. Sådan lyder det fra Barfoed Groups koncerndirektør, Frederik Barfoed, der kalder det ”gratis point,” når pensionsinvestoren Danica går ud og lover rabat på de inflationsregulerede huslejestigninger.

Tvister sender jysk entreprenør til tælling

To tvister med bl.a. Maycon sætter sig i regnskabet for Kolding-baserede Stender Entreprise. I tilfælde af, at udfaldet af dem ikke bliver til Stenders favør, er kassen tom, fremgår det af regnskabet.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EjendomsWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier