EjendomsWatch

Kemp & Lauritzen og Bygningsstyrelsen suspenderer ansatte i formodet svindelsag

I alt 12 medarbejdere suspenderes efter en række uregelmæssigheder i forbindelse med selskabets samarbejde med Bygningsstyrelsen angående it-udstyr for 175.000 kr. Nogen har nok gået lidt for tæt op ad hinanden, siger direktør til EjendomsWatch. (Opdateret)

Peter Kaas Hammer, er adm. direktør for Kemp & Lauritzen. Foto: PR.

Installationsvirksomheden Kemp & Lauritzen suspenderer fire medarbejdere midlertidigt. Det omhandler selskabets samarbejde med Bygningsstyrelsen og vedrører køb af it-udstyr for 175.000 kr.

Det skriver Kemp & Lauritzen i en pressemeddelelse.

"Vi har via vores interne kontrolsystemer konstateret uregelmæssigheder, der vedrører indkøb af it-udstyr, som er blevet viderefaktureret under en anden betegnelse. I forlængelse af vores egen undersøgelse, har vi desuden iværksat en advokat- og revisionsundersøgelse, så vi sikrer, at vi får eksterne øjne på sagen, først og fremmest af hensyn til de suspenderede medarbejdere," udtaler Peter Kaas Hammer, der er adm. direktør hos Kemp & Lauritzen, i meddelelsen.

I en særskilt meddelelse fra Bygningsstyrelsen oplyses det, at styrelsen suspenderer ansatte på grund af "formodet svindel med køb af it-udstyr."

"Bygningsstyrelsen har efter rådgivning fra Kammeradvokaten på den baggrund suspenderet otte medarbejdere. Bygningsstyrelsen er fortsat bistået af Kammeradvokaten i sagen og i de videre undersøgelser. Bygningsstyrelsen har aftalt med Deloitte, at de nu vurderer styrelsens godkendelsesproces for fakturaer," skriver styrelsen.

Over for EjendomsWatch uddyber Peter Kaas Hammer, adm. direktør i Kemp & Lauritzen:

"Vi har fundet ud at, at der er foregået nogle uregelmæssigheder på den sag, som Kemp & Lauridsen har med Bygningsstyrelsen. De kontrolmekanismer, vi har i vores forretning i dag har identificeret over for os, at der foregik nogle uregelmæssigheder. At der blev købt nogle ting ind på denne her sag som ikke naturligt hørte hjemme på den type ydelse, som vi leverede til Bygningsstyrelsen.”

Er det gået igennem jer eller igennem styrelsen?

"Det er gået igennem begge parter. Forstået på den måde, at varerne er indkøbt gennem os, og så er de blevet faktureret videre til Bygningsstyrelsen, som har godkendt fakturaen. Men en faktura, hvor der er en anden tekst på end den ydelse, der bliver leveret.”

”Nu skal advokatundersøgelsen jo afdække, hvad der er sket. Det er formålet med den,” fortsætter han.

”Men det indikerer, at der er medarbejdere, der i fællesskab er lykkes med at snyde systemerne, såvel Bygningsstyrelsen som Kemp & Lauridsen. Derfor ligger der selvfølgelig også en undersøgelse i at finde ud af, hvor de her enheder er henne. Om en medarbejder går med dem i lommen og bruger dem som arbejdstelefon, eller hvor er de henne.”

”Vi har kunnet konstatere, at der er købt nogle ting ind på denne her sag, der ikke hører til på denne sag. Det undersøger vi med det samme, og da vi kan konkludere, at det er rigtigt, at der er noget, der er uregelmæssigt, kontakter vi Bygningsstyrelsen og orienterer dem. Nu har vi så igangsat en ekstern advokatundersøgelse med henblik på at komme helt i bund.”

”Man har nok gået lidt for tæt op af hinanden. Man har nok i fællesskab fundet en måde, hvorpå man kan undgå de systemer, som vi har på hver side af bordet.”

Hvordan vurderer du medarbejderne chancer for at komme tilbage?

”Det er sådan set ikke mig, der skal vurdere det, kan man sige.”

Det er jo dig, der har dem ansat i hvert fald?

”Nu har vi jo sat en advokatundersøgelse i gang med henblik på at finde ud af, hvad der er op og ned i denne her sag. Det er i virkeligheden lige så meget for medarbejdernes skyld, så vi kan finde ud af, hvem der har haft hvilken rolle. Der er jo ikke nogen, der er dømt for noget som helst endnu. Vi har konstateret, at der er nogle uregelmæssigheder, og undersøger vi naturligvis, og det har vi at nogle advokater til at hjælpe os med.”

Hvordan opdagede I det?

”Det blev opdaget på den måde, at vi har vores godkendelsesmekanismer som det ene af vores kontrolsystemer, og så har vi moderne it-baseret kontrolsystemer, som opfanger, hvis der bliver købt noget ind på en sag, der ikke har nopget at gøre med den ydelse, som vi leverer til kunden. Om jeg så må sige, så blinker den røde lampe, og så kigger vi på, om der er noget, der er uregelmæssigt her.”

Hvor længe kommer undersøgelsen til at tage?

”Jeg er blevet orienteret om, at sådan en undersøgelse, som er ret omfattende, den typisk tager i hvert fald tre uger”

Styrelsen kan ikke udtale sig i sagen, fremgår det.

Ejendomsselskab stævner region for trecifret millionbeløb

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier