Her er de mest hypede ejendomsadvokater blandt jurastuderende

Advokatfirmaerne Bech-Bruun, Gorrisen Federspiel, Kromann Reumert, Plesner samt Advokatfirmaet Poul Schmith, der er statens advokat, Kammeradvokaten, optræder alle på en top 10-liste over de mest attraktive arbejdspladser for jurastuderende. Det fremgår af en undersøgelse, som Universum har lavet for Berlingske.
Kromann Reumert er placeret på listens andenplads og kun overgået af Justitsministeriet. Dernæst følger Bech-Bruun på listens fjerdeplads, Kammeradvokaten på en femteplads, Plesner på en syvendeplads, mens Gorrisen Federspiel lukker leddet på en top 10, der ellers er præget af offentlige arbejdspladser samt A.P. Møller-Mærsk.
Til gengæld viser undersøgelsen, at byggeriet har mistet popularitet blandt danske studerende. Det undrer underdirektør i Dansk Byggeri, Louise Pihl, der ser det som afgørende, at byggebranchen bliver bedre til at kommunikere, hvilken rolle den spiller i samfundet.
"Jeg mener egentlig, at vores store medlemmer også forsøger at markedsføre sig som nogle, der har en samfundsrolle og er ansvarlige virksomheder. En virksomhed som NCC arbejder eksempelvis utroligt meget med bæredygtige løsninger, og det samme gør en virksomhed som Aarsleff," siger Louise Pihl til Berlingske.