
Efter lang tid med kapital i overflod og historisk lave afkastniveauer for flere ejendomstyper får de stigende renter nu udenlandske investorer til at forvente stigende afkast på ejendomme i Norden.
Det oplyser EDC Poul Erik Bech og den internationale mæglervirksomhed Jones Lang LaSalle (JLL) i en pressemeddelelse.
”Vi har på det seneste oplevet, at flere internationale investorer forsøger at presse priserne ned på baggrund af det stigende renteniveau,” udtaler Thomas Persson, chef for capital markets Nordics-afdelingen hos i JLL, i meddelelsen og fortsætter:
”Vi forventer særligt, at de segmenter, hvor købere ofte er afhængige af finansiering såsom logistikejendomme, vil være mere påvirket end segmenter, hvor købere typisk er pensionsfonde, som køber med 100 pct. egenkapital.”
Dog betyder de stigende renter ikke, at de udenlandske investorer flygter fra Norden; der er således stadig flere investorer end ejendomme på det nordiske ejendomsmarked, lyder det.
Sikkert alternativ
Udviklingen skal ses i lyset af, at markedet kommer fra et historisk lavt afkastniveau.
”Der er stadig et lille udbud og mange penge i markedet, men de investorer, der bliver i markedet er også bekendt med, at der bliver færre konkurrenter på lave afkastniveauer,” forklarer Helle Nielsen Ziersen, chef for EDC International Poul Erik Bech.
I meddelelsen pointeres det, at verdensøkonomien lige nu oplever kursfald på både aktier og obligationer, og derfor er investering i fast ejendom ”fortsat et mere stabilt investeringsalternativ.”
”Hvor længe vi ser ind i et marked med høj inflation er naturligvis det helt store spørgsmål. Den store mangel og prisstigning på byggematerialer har en stor effekt på byggeriets udvikling. Meget tyder på et faldende nybyggeri,” udtaler hun.
I Finland oplever man generelt samme tendens med investorer, som vil presse prisen ned, uddyber Tero Uusitalo, chef for capital markets hos JLL i det finske.
”Når det er sagt, gennemfører vi stadig mange sager, uden at priserne er blevet justeret, så det handler stadig meget om, hvilke udviklingsmuligheder investorerne ser. Diskussionen her i Finland handler indtil videre kun om de stigende renter, mere end at huslejen på ejendomme sættes op,” siger Tero Uusitalo.
Ejendomdanmark: Den økonomiske usikkerhed har udløst en forventningskrise
Pilen peger ned: Tiltagende usikkerhed på markedet for projektsalg
Klumme: Skatteregler presser danske virksomheder på udenlandske hænder