EjendomsWatch

Klumme: Skatteregler presser danske virksomheder på udenlandske hænder

Langsigtet ejerskab er især vigtigt, når det gælder ejendomme, og derfor er det et problem, at de danske skatteregler modarbejder netop det, lyder det fra Dansk Erhverv i denne klumme.

Foto: PR / Dansk Erhverv

De nuværende skatteregler presser en lang række familieejede virksomheder over på udenlandske hænder. Ikke fordi det er det bedste økonomisk eller ønsket af sælger, men fordi det er eneste udvej for at lave et generationsskifte. Det er et stort problem for de langsigtede investeringer Danmark.

Det som kendetegner de familieejede virksomheder er, at de tænker langsigtet, har en stor lokal forankring og er mere modstandsdygtige overfor de naturlige udsving som kommer i en økonomi. Det har en særlig betydning inden for fast ejendom. Der er tale om store investeringer i bygninger, som skal stå i mange år og være hjem for borgere, base for virksomheder samt opbevaringskapacitet for flyttekasser, varer eller køretøjer.

Her giver det god mening, at ejerne er langsigtede i deres investeringer, føler et ansvar for lokalområdet og ønsker mere end blot at opnå den størst mulige profit på den kortest mulige tid, som f.eks. i højere grad kendetegner udenlandske kapitalfonde. Ikke at der er noget i vejen med dette i sig selv, men der skal være ens rammevilkår på tværs af ejerformer. Sådan er det desværre ikke i dag grundet den såkaldte ”pengetanksregel”, der rammer en række familieejede virksomheder ekstra hårdt ved generationsskifte.

”Spænder for vidt”

I udgangspunktet kan virksomheder, der generationsskiftes, skubbe avancebeskatningen på de 42 pct. foran sig og slippe med 15 pct. i generationsskifteskat.

Det er fornuftigt, da en generationsskiftet virksomhed ikke reelt sælges, men ejerskabet blot overdrages til næste generation, hvorfor modtageren kan indgå i overdragers skattemæssige sted. Det hedder skattemæssig succession. Det kan såkaldte ”pengetanksselskaber” dog ikke. ”Pengetanksreglen” er nemlig lavet for at forhindre, at der oprettes passive selskaber – uden reel drift – hvor der deponeres aktiver, som herefter kan overdrages skattemæssigt mere fordelagtigt, end hvis de ikke var holdt i selskabsform. Det kunne være kontanter, værdipapirer, ejerandele i ejendomme mv., hvilket også giver mening.

Det er dog Dansk Erhvervs erfaring, at den nuværende pengetanksregel spænder for bredt og i praksis betragter aktive virksomheder som passive pengetanke. Virksomheder, der både har ansatte og aktiv drift, bliver automatisk stemplet som passive, alene fordi deres primære formål er at drive udlejningsvirksomhed.

Dette har skabt en praksis for også at betragte kontor- og lagerhoteller, parkeringskældre osv. som passive pengetanke. For slet ikke at nævne family offices eller lignende virksomheder. Konsekvenserne er, at disse virksomheder ikke drives videre af næste generation, men i stedet blive frasolgt. De som alligevel forsøger at skrabe midlerne sammen til et generationsskifte, skal have en stor buffer – som bare står og trækker negative renter - ellers må de sælge ud af deres aktiver for at få råd til at betale skatten.

Fjern diskriminering

Køberne er for det meste udenlandske virksomheder, kapitalfonde eller pengemænd der ikke har den samme føling eller ansvar som de lokalt forankrede virksomheder.

Derfor opfordrer Dansk Erhverv til, at politikerne tager et kritisk blik på pengetanksreglen. Det vigtigste er at få fjernet den direkte diskriminering, som findes overfor familieejede virksomheder der specialiserer sig i udlejning. De skal have en konkret aktivitetsvurdering på lige vilkår med andre virksomheder.

Vi må stille os selv det spørgsmål, om det virkelig er intentionen, at vores skattesystem skal presse ejendomme over på udenlandske hænder? Jeg tvivler. For statskassen vil det ikke have nogen reel betydning at rette op på problemet, da der blot er tale om en udskudt beskatning – ikke en skattelettelse.

Til gengæld vil vi sikre lige konkurrencevilkår, øget retssikkerhed, flere lokalt forankrede virksomheder og langt flere penge der investeres i boliger, lokalsamfund og medarbejdere frem for i opsparinger til måske fremtidige skattebilletter.

Goldschmidt indleder politisk kamp for at sikre familievirksomheder

Klumme: Generationsskifte af ejendomsselskaber med succession

Ejendomdanmark: Ligestil familieejede ejendomsfirmaer ved generationsskifter

Familieejet ejendomsselskab i skatteklemme: ”Branche risikerer blodbad”

Mere fra EjendomsWatch

Briefing uge 39: Et skib i høj sø

Som en god illustration af tidernes ugunst har Roof Management afværget en truende konkurs. Spørgsmålet er, hvordan sundhedstilstanden hos andre udbydere af ejendomsprojekter ser ud. Ugens overflyvning er klar.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

EjendomsWatch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Watch job

Se flere jobs

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier