EjendomsWatch

Nordsjællandsk entreprenør løfter overskudsgrad til mere end 5 pct.

HHM i Hillerød kommer i mål med sin strategiplan, når det gælder lønsomheden. Toplinjen nærmer sig 1 mia. kr.

Topchef Svend Petersen ejer 70 pct. af nordsjællandske HHM. | Foto: HHM

Den Hillerød-baserede entreprenør HHM, der har Svend Petersen som majoritetsejer, kommer ud af 2020 med fremgang på både top- og bundlinjen.

I 2020 omsatte HHM for 939 mio. kr. og nåede et resultat før skat på 50,4 mio. kr. mod 28,7 mio. kr. året før, oplyser firmaet.

Overskudsgraden – målt på baggrund af resultatet før skat og ikke det primære resultat – lander på knap 5,4 pct. mod 3,6 pct. i 2019. Dermed er en del af selskabets strategiplan om netop at nå de 5 pct. inden 2021 indfriet.

"HHM A/S har en målrettet strategi om tidlig inddragelse af byggeriets parter i byggeprojekterne. Det har i 2020 bidraget til øget omsætning og en forbedring af overskudsgraden. For HHM giver tidlig inddragelse færre fejl og mangler, høj kvalitet og en god økonomi," skriver virksomheden, der også fremhæver, at man ikke er blevet negativt påvirket af covid-19 i 2020.

Overskuddet sender egenkapitalen op på 103 mio. kr., hvilket løfter soliditeten fra 29,2 pct. i 2019 til 32,1 pct. ved udgangen af 2020.

"I årevis har HHM arbejdet intensivt på tidlig inddragelse af byggeriets parter i projekterne. Det giver både bedre og sundere byggerier samt tilfredse kunder. Strategien har også styrket virksomhedens stærke værdier om godt håndværk, godt arbejdsmiljø og god ledelse samt forretningsmodellen med mange egne håndværkere. At det er en god prioritering for virksomheden, er regnskabsåret 2020 et eksempel på," skriver virksomheden, hvor også topchef og ejer Svend Pedersen udtaler:

"Vi er meget involveret i samarbejdsmodellen om tidlig inddragelse af byggeriets parter. Vi har arbejdet med den de sidste 5-6 år, og resultaterne har været markante. Projekterne er afleveret til tiden med meget få fejl og mangler og i et højt kvalitetsniveau, fordi vi tidligt i byggeprocessen har haft mulighed for at korrigere potentielle fejl."

I 2021 er det forventningen, at den nuværende aktivitet fortsætter, og at omsætning og overskudsgrad når "et tilfredsstillende niveau" på linje med 2020, fremgår det.

Husbyggere melder om travlhed under coronakrisen 

Nordsjællandsk entreprenør hæver omsætningen med en halv mio. kr. pr. ansat 

Mere fra EjendomsWatch

Her er de seneste tinglyste ejendomshandler

I samarbejde med platformen for ejendomsdata Resights bringer EjendomsWatch de seneste tinglyste ejendomshandler i Danmark på over 10 mio. kr. På dagens liste optræder VKR Holding og Køge Kommune, mens en ejendom på Bornholm er solgt for over 48 mio. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier