EjendomsWatch

Arkitektfirmaet Cobe vinder konkurrence om Jernbanebyen i København

Udviklingen af Jernbanebyen på Vesterbro i København bliver en opgave, som arkitektfirmaet Cobe sammen med syv andre aktører skal udvikle.

Arkitektfirmaet Cobes ide til, hvordan Jernbanebyen på Vesterbro kan udvikles. I øverste højre hjørnet skimtes butikscentret Fisketorvet. | Foto: PR / Cobe

Det bliver et team med arkitektfirmaet Cobe i spidsen, som vinder arkitektkonkurrencen om at udvikle Jernbanebyen på Vesterbro i København.

Det meddeler de to grundejere, DSB Ejendomsudvikling og Freja Ejendomme, i en pressemeddelese onsdag eftermiddag.

"Team Cobes projekt, ”Jernbanebyen – på sporet af en grøn, bæredygtig bydel”, udmærker sig ved at være et særdeles klart og gennemarbejdet forslag, der med de meget høje ambitioner for bydelens gennemgående, grønne struktur, til fulde lever op til kravene i Københavns Kommuneplan 2019 om blandt andet 9-12 hektar grønne arealer," lyder det i meddelelsen.

Projektet inddeler Jernbanebyen i seks kvarterer med mulighed for flere på sigt, og rummer nytænkende bud på, hvordan en ny bydel som Jernbanebyen, kan udvikles med store, bilfri områder, hvor fokus er på de bløde trafikanter, det aktive byliv og det sociale fællesskab, skriver parterne videre.

I meddelelsen udtaler Københavns overborgmester Lars Weiss (S):

"Jeg er rigtig glad for, at vinderprojektet har et klart grønt sigte med blandt andet tre nye fodboldbaner og en ny park i midten – samtidig med at bydelen udvikles med respekt for områdets historie. Og så er det vigtigt, at området forbindes med resten af byen til alle sider, så alle københavnere får glæde af den nye, grønne bydel i hjertet af København."

"Forslaget rummer også en markant ”perlekæde” af forskellige typer af bebyggelser mod Vasbygade og Metroens klargøringsanlæg CMC, som udover at skabe et grønt og varieret udtryk, også spiller en vigtig rolle i forhold til at håndtere støj. Dette forslag medvirker desuden til at skabe en markant anderledes velkomst, når man som bilist nærmer sig byen via Vasbygade," lyder det videre i meddelelsen.

Adm. direktør i DSB Ejendomsudvikling Søren Beck-Heede udtaler:

"Med forslaget fra Team Cobe har vi fået et særdeles stærkt udgangspunkt for en langsigtet og robust helhedsplan. Som langsigtet investor i området og ejer af mange bevaringsværdige bygninger, er det for os særlig interessant, at forslaget fastlægger en klar, overordnet struktur, men også giver en lang række idéer til hvordan de bevaringsværdige bygninger på mange forskellige måder kan transformeres til nye formål. Det glæder vi os til at arbejde videre med. For os har det også stor betydning, at der arbejdes systematisk frem mod en ambitiøs DGNB-bæredygtighedscertificering."

Carsten Rasmussen, direktør i Freja Ejendomme, udtaler:

"Vi er meget begejstrede for Team Cobes forslag, der helt grundlæggende har en markant, grøn struktur, der skaber masser af kvalitet i de offentligt tilgængelige områder og til de boliger, institutioner og virksomheder, vi planlægger i området. Det vægter yderst positivt, at der udlægges store, sammenhængende offentlige, grønne områder, hvor ét af dem samler tre boldbaner og et andet i højere grad fungerer som et rekreativt åndehul, der skaber sammenhæng over Metroens Klargøringsanlæg CMC og binder nord og syd sammen".

Dan Stubbergaard, arkitekt og grundlægger af Cobe, udtaler:

"Vi er meget stolte og glade over at være blevet valgt til at bidrage til Københavns udvikling med en ny, grøn bydel, på så særligt et sted i byen. Med Jernbanebyen har vi muligheden for at skabe fremtidens rammer for et bedre og mere bæredygtigt hverdagsliv. Eksempelvis har vi lavet bilfrie bykvarterer med rekreative byrum og grønne, bløde gader. Vi bygger videre på områdets stærke historie med de smukke værkstedsbygninger som et kulturelt og skabende omdrejningspunkt, og spreder idéen om en værkstedsby med arbejdende værksteder og butikker."

De fem tværfaglige teams var ledet af hhv. Big og SLA, Cobe, Snøhetta, Vandkunsten Holscher Nordberg og Werk Arkitekter.

Endelig beslutning om valg af vinder er alene truffet af DSB Ejendomsudvikling, Freja Ejendomme og de to fagdommere, arkitekterne Flemming Frost og Martin Laursen.

DSB tjener mere end ventet på ejendomssalg – øjner trecifret millionomsætning i år

Freja Ejendomme udbyder én samlet grund i Jernbanebyen efter stor investorinteresse

Staten konfiskerer al overskud og mere til i Freja Ejendomme

Kapitalstærke investorer lurer på milliardprojekt – DSB forbliver grundejer 

Mere fra EjendomsWatch

Her er de seneste tinglyste ejendomshandler

I samarbejde med platformen for ejendomsdata Resights bringer EjendomsWatch de seneste tinglyste ejendomshandler i Danmark på over 10 mio. kr. På dagens liste optræder VKR Holding og Køge Kommune, mens en ejendom på Bornholm er solgt for over 48 mio. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier