EjendomsWatch

Arkitektfirma vender millionunderskud til overskud – men er påvirket af forsinkelser

Danielsen Architecture lander et overskud på en halv mio. kr. i 2019/20. Resultatet er "væsentlig påvirket" af coronarelaterede forsinkelser, som man forventer at indhente i 2020/21. Man er dog stadig et stykke fra selskabets bedste resultater.

Kasper Danielsen, stifter og adm. direktør i Danielsen Architecture Foto: PR / Danielsen Architecture

Den københavnske tegnestue Danielsen Architecture har fået vind i sejlene igen. Det viser regnskabet for det skæve regnskabsår 2019/20, der netop er fremlagt.

Bruttofortjenesten er steget med 4 mio. kr. sammenlignet med forrige år, så det nu lyder på 16,3 mio. kr. Samtidig har virksomheden vendt et underskud på små 3 mio. kr. i 2018/19 til et overskud på en halv mio. kr.

Overskuddet kunne dog have været større, hvis det ikke havde været for coronakrisen, fremgår det af regnskabet.

"Selskabets resultat er væsentligt påvirket af forårets corona-epidemi som medførte, at flere opgaver midlertidigt blev stoppet eller helt lukket ned med et betydeligt tab til følge," står der i ledelsesberetningen.

"Flere af de midlertidigt standsede opgaver forventes dog at blive igangsat i løbet af 2020/2021, og selskabet har derfor bevidst valgt at fastholde ansættelsen af væsentlige fagligheder," står der endvidere.

De udskudte opgaver, sammenholdt med at Danielsen Architecture også har vundet nye opgaver, betyder, at arkitektfirmaet har "en væsentlig projektportefølje, der rækker ind i regnskabsåret 2020/2021."

"Selskabet forventer som følge heraf at opnå et tilfredsstillende positivt resultat for regnskabsåret 2020/2021," står der i ledelsesberetningen.

Lav bemanding og negativ egenkapital

Forsinkelser på opgaver var også en medvirkende faktor i sidste års regnskab hos Danielsen Arcitecture. Her så virksomheden sig nødsaget til at reducere staben fra 32 til 25 medarbejdere, fordi bygherrer valgte at sætte tre store projekter i bero.

"Projekterne er nu kommet i gang igen, og derfor har vi rigtig gode forventninger til det kommende regnskabsår. Vi forventer helt klart, at vi får et positivt resultat og egenkapitalen bliver reetableret, for vi kan se stigende ordretilgang," sagde stifter og adm. direktør Kasper Danielsen til EjendomsWatch i december 2019.

Men selvom 2019/20 altså har budt på et positivt resultat, så er staben faldet til 24 medarbejdere, og egenkapitalen er fortsat negativ med 1,8 mio. kr. Der er dog udsigt til, at medarbejderstaben kommer til at stige igen, lyder det.

"Selskabet har i regnskabsåret reduceret antallet af medarbejdere en anelse, men er på regnskabsaflæggelsestidspunktet begyndt at ansætte flere medarbejdere med henblik på at kunne håndtere den nuværende projektportefølje," står der i ledelsesberetningen.

Danielsen Arcitecture havde i perioden 2011-2017 stødt stigende årsresultater med en foreløbig top i regnskabsåret 2016/17, hvor bruttofortjenesten lød på 31 mio. kr. og 7 mio. kr. på bundlinjen.

Danielsen Architecture og MT Højgaard vinder udbud til 125 millioner

Pensionsselskaber investerer trecifret millionbeløb i advokatdomicil i Nordhavn

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier