EjendomsWatch

Mange fiktive maskiner i svindelnummer i entreprenørfirma

Offer for afpresning begik selvmord. Daglig leder i FH Byg Aps. får straf på fængsel i fire et halvt år.

Den daglige leder i virksomheden FH Byg ApS får fængselsstraf på fire et halvt år, dømte Københavns Byret mandag. Foto: Jens Dresling

En tidligere leder i et entreprenørfirma er mandag blevet fundet skyldig i at have bedraget en lang række leasingselskaber for 78 millioner kroner.

De fleste af de maskiner, som på papiret blev leaset, fandtes ikke i virkeligheden, fastslår Københavns Byret.

Den tiltalte var daglig leder i FH Byg Aps., der havde adresse i Glostrup og i København. En chef i politiet har tidligere sammenlignet sagen med den svindel, som Stein Bagger begik i IT Factory.

Manden, den 50-årige Bo Hansen, dømmes også for afpresning mod en sjællandsk mand.

Ifølge tiltalen fra Københavns Politi blev offeret udsat for afpresning gennem fire år, men det er der ikke bevis for, fastslår domsmandsretten.

I stedet dømmes Bo Hansen for ét tilfælde af afpresning med et udbytte på 169.000 kroner i december 2012 og derefter et forsøg på at tvinge manden til at betale yderligere 165.000 kroner i januar 2013.

Offeret betalte ikke det sidste beløb. Han begik selvmord et par måneder senere. I et efterladt brev skrev han, at han ikke kunne holde til det længere.

I dommen indgår desuden, at den 50-årige snød det offentlige for moms for 7,3 millioner kroner.

Straffen er blevet fastsat til ubetinget fængsel i fire år og seks måneder. Desuden lyder bøden på 7,3 millioner kroner.

Både fængsel og bøde er en tillægsstraf. Det skyldes, at mange af de kriminelle forhold blev begået, efter at han var blevet idømt to år og tre måneder i en anden sag om økonomisk kriminalitet, men inden han blev indkaldt til afsoning.

Under sagen har Bo Hansen nægtet sig skyldig.

Foregik i 2007 og 2008

Bedragerierne drejede sig om blandt andet betonknusere, mørtelværk, flismaskiner, teleskoplæssere og minigravere.

Svindlen skete, da der blev indgået kontrakter med leasingselskaber om maskiner, der som nævnt ikke eksisterede. En anden udstedte fiktive fakturaer til selskaberne.

Kriminaliteten foregik især i 2007 og 2008. I den periode havde FH Byg Aps. en voldsomt vækst. Fra det ene år til det andet steg værdien af leasede aktiver fra godt 16 millioner til 82 millioner.

Selskabet gik ned i 2009, og samme år blev Bo Hansen og flere andre sigtet. Først i 2014 rejste anklagemyndigheden tiltale. Denne forsinkelse er der ved straffen taget hensyn til, oplyser byretten.

Men at det har taget så mange år at nå en afgørelse skyldes i høj grad Bo Hansen selv. Derfor får han ikke en yderligere rabat.

På grund af hans sygemeldinger udsatte byretten sagen mange gange. Senere fastslog specialisterne i Retslægerådet, at de i det store og hele var uden lægefagligt grundlag, noterer retten.

"Hensynet til retshåndhævelsen kræver, at tiltalte straffes uden yderligere hensyn til forholdenes alder", hedder det.

Sagen har været så længe undervejs, at fire forskellige anklagere har håndteret den. Anklageren bad byretten om en straf på fængsel i seks år.

Ny ejer på vej til industriejendomme med værdi af trecifret millionbeløb

Pladskrav presser domstolene - lejer messehal i Bella Center

Lejere får fri proces og varsler sag mod boligfond på Frederiksberg

Konkursbo efter ejendomsselskab er endt i ballade – kurator vil gå til politiet

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier