EjendomsWatch

Advokat anklager fyret V2C-partner for at forfalske direktørs underskrift

I PFA-byggeriet Redmolen i København har den nuværende ejer og direktør i bygherrerådgiveren V2C været udsat for dokumentfalsk, siger advokat, som over for Licitationen anklager den tidligere medejer for at stå bag. Den angrebne part er foreløbig tavs.

Det er milliardprojektet Redmolen i Nordhavn, som bestikkelssagen handler om. Foto: PR-visualisering: Vilhelm Lauritzen Architects/Cobe

Den nu forhenværende medejer af bygherrerådgiverfirmaet V2C, Lars Blaaberg, forfalskede angiveligt sin forretningspartner Peer Kisbyes underskrift i den bestikkelsessag, som nu ruller, efter at DR i sidste uge bragte sagen frem.

Det mener i hvert fald Bjarke Vejby, som er advokat hos Riemann Advokatfirma og repræsenterer Peer Kisbye, skriver Licitationen.

Sagen omhandler et byggeprojekt til 2,6 mia. kr. i Nordhavn i København, som skulle opføres af PFA. Her har V2C afkrævet returkommission fra en entreprenør, og Peer Kisbyes underskrift er på aftalen, men den har han aldrig set ifølge Bjarke Vejby.

Lars Blaabergs forsøg på at opnå returkommission i efteråret 2019 har efterladt V2C som offer, men vi gør alt hvad vi kan for at få skuden rettet op, efter denne forfærdelige oplevelse

V2C's redegørelse i sagen

"Peer Kisbye har aldrig set den samarbejdsaftale. Hans underskrift er påført aftalen med Photoshop eller et andet billedredigeringsprogram," siger Bjarke Vejby til Licitationen.

Offer for partners handlinger

V2C beskriver på virksomhedens egen hjemmeside, at Lars Blaabergs handlinger har efterladt V2C som "et offer," lyder det i en redegørelse, der blev udgivet søndag.

"Lars Blaabergs forsøg på at opnå returkommission i efteråret 2019 har efterladt V2C som offer, men vi gør alt hvad vi kan for at få skuden rettet op, efter denne forfærdelige oplevelse," skriver virksomhedens i redegørelsen, hvor det også pointeres, at bygherrerådgiveren har politianmeldt Lars Blaaberg.

Lars Blaaberg er mandag formiddag ikke vendt tilbage på EjendomsWatchs henvendelse om, hvordan han selv ser på sagen og beskyldningerne. Over for DR har han tidligere afvist at udtale sig i sagen, da der kører en verserende politiefterforskning.

En usædvanlig sag

Ifølge en række markedsaktører så er det absolut ikke normalt, at man kræver returkommission for at sikre sig kontrakter, skrev EjendomsWatch fredag.

"Det er en meget usædvanlig sag. Jeg har ikke set eller hørt om en lignende sag før her i Danmark. Det er fuldstændig uetisk og ulovligt at arbejde på den måde," sagde Henrik Garver, adm. direktør i Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI), til EjendomsWatch.

Også projektudvikleren FB Gruppen Hans-Bo Hyldig tilkendegav over for EjendomsWatch, at sagen er ganske usædvanlig.

"Det har jeg aldrig nogensinde hørt om før – aldrig. Jeg var dybt rystet, da jeg hørte om sagen," sagde Hans Bo Hyldig fredag til EjendomsWatch.

Sag om bestikkelse i PFA-byggeri er ifølge rådgivere og udviklere helt usædvanlig

Advokathuset DLA Piper involveret i bestikkelsessag omkring PFA-byggeri

Milliardbyggeri ramt af bestikkelsessag: PFA smider rådgiver på porten

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier