EjendomsWatch

A. Enggaard bliver totalentreprenør på Olav de Linde-projekt i Aarhus

Entreprenørvirksomheden A. Enggaard skal stå for en ny karrébebyggelse i Aarhus, som bl.a. Olav de Linde står bag. Byggeriet kommer til at være både erhverv og boliger – heraf 43 almene boliger. A. Enggaard er allerede i gang med yderligere tre karréer i samme lokalplan.

Foto: PR-visualisering / C.F. Møller

Et nyt byudviklingsprojekt begynder snart i Aarhus, når der frem mod 2022 opføres en ny karrébebyggelse på hjørnet af Søren Frichsvej og P. Hiort-Lorenzens Vej. Entreprenøren bag projektet bliver A. Enggaard, der allerede bygger tre karréer samt en enkeltstående bygning, der er en del af samme lokalplan.

"Vi er meget glade for og ikke mindst stolte over at være blevet valgt til opgaven. Der er synergier at hente, da vi jo opfører vores egen del af området sideløbende, og desuden kan vi trække på vores indgående kendskab til lokalplanen og ikke mindst til visionen for Aarhus Kommunes nye brokvarter langs Søren Frichs Vej," siger afdelingschef i A. Enggaard, Jens Skinnebach, i en pressemeddelelse.

Det nye byudviklingsprojekt bliver på i alt 17.000 etagemeter fordelt på 225 boliger og erhverv samt p-kælder. Bag projektet står en gruppe investorer, herunder Ejendomsselskabet Olav de Linde, der ejer 10.000 kvadratmeter af projektet fordelt på 106 lejeboliger.

"Boligerne, der vil rumme både ét-, to- og treværelses lejligheder samt en god håndfuld toetagers byboliger, udføres i New Yorker-stil med synlige murstensvægge, plankegulve og rå beton. Vi tænker kvalitet og gode materialer hele vejen rundt, så boligerne er langtidsholdbare. Desuden etableres der også en ekstra p-kælder for at fremtidssikre områdets udviklingsmuligheder," siger tegnestuechef i Ejendomsselskabet Olav de Linde, Morten Sparvath Thomassen, i meddelelsen.

Alboa står for almene boliger

Lokalplanen siger derudover, at 20 procent af det nye byggeri skal være almene boliger. Som en del af totalentreprisen er A. Enggaard valgt som såkaldt delegeret bygherre, og i den funktion har virksomheden indgået en aftale med boligselskabet Alboa om 43 nye almene boliger.

"Vi er meget tilfredse med, at Aarhus Kommune i lokalplansarbejdet har udnyttet muligheden for at gøre almene boliger til en del af projektet. Det er afgørende for, at vi også centralt i Aarhus i fremtiden kan tilbyde flere prisvenlige boliger, hvis vi vil understøtte muligheden for en blandet beboersammensætning i vores by. Vi ser frem til samarbejdet med A. Enggaard og ikke mindst til at følge udviklingen i projektet," siger byggechef i Alboa, Niels Eilersgaard, i meddelelsen.

Med det nye byggeri kommer A. Enggaard samlet set til at opføre næsten 1000 nye boliger og erhverv i kommunens nye brokvarter i de kommende år. Entreprenøren skriver derudover, at man arbejder på et nyt blandet bolig- og erhvervsområde på den gamle Falck-grund på Trindsøvej, der også bliver en del af brokvarteret.

Lokalt selskab spæder til med 120 boliger i ny Aalborg-bydel

Nordjysk udviklerfamilie lander nyt rekordresultat og er særdeles tilfreds

Industriens Pension investerer over en halv milliard i 190 boliger i Aarhus

Olav de Linde overdrager imperiet til næste generation

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier