EjendomsWatch

Newsec forventer handler for op til 25 milliarder frem til nytår

Newsec Advisorys forventninger til den samlede danske transaktionsvolumen i 2019 er på linje med forventningerne fra Cushman & Wakefield Red og Colliers. Over for EjendomsWatch sætter direktør Morten Jensen også ord på sine forventninger til 2020.

Morten Jensen, adm. direktør i Newsec Advisory. | Foto: PR/Newsec.

Rådgiverfirmaet Newsec Advisory regner med, at der, når året er omme, vil være handlet investeringsejendomme for mellem 55 og 60 mia. kr. i Danmark. Og man forventer indtil videre det samme for 2020.

Newsec lægger sig dermed i den høje ende, hvad angår forventningerne til resten af året. Erhvervsmæglerne CBRE og Nordicals forventer en samlet transaktionsvolumen på henholdsvis ca. 50 og 55 mia. kr. i 2019.

Men der er andre mere optimistiske røster i markedet. Rådgiveren Cushman & Wakefield Red og erhvervsmægleren Colliers forventer begge en transaktionsvolumen på omkring 60 mia. kr.

"Vi så en stigning i tredje kvartal i år, og den forventes også at fortsætte ind i fjerde kvartal. Så vi ser altså de underliggende drivere med lavt renteniveau, høj likviditet, stor efterspørgsel fra udenlandske investorer, fortsat er til stede. Og vores prognose stemmer overens med det, vi har meldt ud hele året," siger Morten Jensen, adm. direktør i Newsec Advisory, i et interview med EjendomsWatch og fortsætter:

"Lige bortset fra CBRE, så mener vi, at de andre konsulenthuse ligger på samme niveau, så jeg synes, der er en konsensus."

Især udenlandske investorer har fornyet appetit

Transaktionsvolumen for tredje kvartal lander ifølge Newsecs forventninger på 9-10 mia. kr., hvilket bringer det samlede beløb for årets første ni måneder op på 33-34 mia. kr.

Dermed skal der handles ejendomme for 22-25 mia. kr. i fjerde kvartal for at nå forventningen for året, og det kommer ifølge Morten Jensen til at holde stik, da fjerde kvartal ofte er det travleste i året understøttet af et faldende renteniveau.

"Vi er i en unik situation, hvor vi i øjeblikket ser, at der allokeres store mængder af kapital til ejendomsmarkedet. Især de udenlandske investorer rører på sig nu, som med fornyet appetit særligt ser efter kontorejendomme i København. Udfordringen er i øjeblikket at finde de rette aktiver til de mange interesserede investorer," siger han.

Den stigende interesse for ejendomme skyldes blandt andet, at investeringer i aktier og obligationer for tiden er mere usikkert terræn.

"I staren af tredje kvartal så vi en rentesænkning og udmelding fra ECB om, at renten ikke vil stige, før inflationen er i nærheden af deres mål på to procent, så vi ser stadigvæk et meget lavt renteniveau. Samtidig ser vi også en stigende usikkerhed omkring den økonomiske udvikling, hvor risikoen for recession er høj lige i øjeblikket, og det påvirker selvfølgelig aktiemarkedet. Så ejendomsinvesteringer er et godt alternativ til mange investeringer, hvis man ser på risikoen."

Flere milliardhandler på vej

Efter handlen med Copenhagen Towers, som Niam købte for over to milliarder i september, har der været sået tvivl om, hvorvidt der kommer flere handler af samme kaliber i år.

Men Newsec-direktøren forventer, at man i hvert fald kommer til at se flere handler på over milliarden i løbet af årets sidste måneder, som Colliers også tidligere har bebudet.

"Bredt set over hele markedet kommer der flere milliardtransaktioner, som vi kan se det, hvor vi sidder som rådgivere på købersiden. Vi har selvfølgelig også en dialog med andre konsulenthuse om, hvad de har i pipelinen i øjeblikket," siger Morten Jensen.

Den efterspørgsel, vi ser i markedet lige i øjeblikket, kommer til at fortsætte ind i 2020.

Morten Jensen, adm. direktør, Newsec Advisory

Han oplyser til EjendomsWatch, at de kommende handler i Newsecs pipeline, som forventes at gå igennem i løbet af årets sidste måneder, består af erhvervsejendomme. Hvor mange handler det potentielt kan dreje sig om, vil han ikke svare på.

Der er allerede i starten af årets fjerde kvartal set flere større transaktioner som amerikanske Invesco Real Estates opkøb af 191 lejligheder på projektudvikleren FB Gruppens Grønttorvet i Valby til godt en halv milliard samt NREP's køb af Titanhus på Nørrebro til godt 300 mio. kr. Begge handler har været omtalt af EjendomsWatch.

Ser man ind i 2020, ser Morten Jensen ingen indikationer på, at transaktionsvolumen skulle falde sammenlignet med 2019.

"Vi forventer, at den efterspørgsel, vi ser i markedet lige i øjeblikket, kommer til at fortsætte ind i 2020. Så hvis ellers renten forholder sig på det lave niveau, og de makroøkonomiske nøgletal fortsætter uændret, så kan vi ikke se nogen yderligere fald i transaktionsvolumen i 2020 i forhold til 2019."

CBRE: Årets ejendomshandler lander omkring 20 milliarder under 2018-niveau

Colliers forudser tredobling af handelsvolumen fra tredje til fjerde kvartal 

Nordicals forventer højere aktivitet resten af 2019

Cushman & Wakefield Red: Optimismen daler blandt nordiske ejendomsinvestorer

Rådgiver: Ingen grund til at slå søm i ejendomsmarkedets ligkiste endnu 

Mere fra EjendomsWatch

Briefing uge 48: Olsson sejrer 1-0 på udebane over skeptisk vagthund

Trods advarsler fra bl.a. Finanstilsynet er det lykkedes AP Pension at indkassere en gevinst på sit samarbejde om finansiering med ejendomsudvikler Jens Schaumann. Med risikosky banker, der har tilsynets ånde i nakken, er det ikke underligt, at ejendomsdirektøren i AP Pension, Peter Olsson, har mod på mere af det samme.

Familiekontor køber over 10.000 kvm boligejendomme i København

Bilimportør-familie er i gang med at opbygge en ejendomsportefølje, fortæller adm. direktør, der netop har overtaget otte boligejendomme i København. "Hvis vi bliver introduceret for interessante ejendomme, så vil vi se på det. Også på den korte bane," siger han til EjendomsWatch.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier