EjendomsWatch

Genrejste Pihl & Søn får ny medinvestor

Bestyrelsesformand og tidligere EY-topchef Jesper Koefoed har købt en ejerandel i to byggeselskaber. Han vil bruge sin erfaring fra EY til at skabe vækst, lyder det.

Jesper Koefoed var ansat i EY indtil tidligere år som adm. direktør og senest som Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix

For tre måneder siden forlod Jesper Koefoed konsulentvirksomheden Ernst & Young for at jagte en karriere som bestyrelsesformand. Nu kan han også kalde sig medejer af to selskaber i byggebranchen.

Den tidligere EY-topchef har købt 10 pct. af ejerandelen i henholdsvis LM Byg og Pihl & Søn, hvor han også har været bestyrelsesformand siden 2. juli i år.

"I stedet for blot at være bestyrelsesformand ville jeg gerne engagere mig endnu mere og også have en ejerandel," siger Jesper Koefoed, der ikke ønsker at oplyse, hvor mange penge han har skudt i virksomhederne.

Begge selskaber har netop offentliggjort regnskaber for det forskudte regnskabsår 2018/2019. Her har Pihl & Søn landet et overskud på 4,2 mio. kr. ud af en bruttofortjeneste på 34,3 mio. kr., imens LM Byg er kommet ud af året med et overskud på 24,2 mio. kr. ud af en bruttofortjeneste på 131 mio. kr.

At byggebranchen ifølge eksperter muligvis ser mørke skyer forude, er ikke noget, der bekymrer ham.

"Det er klart, konjunkturen kan være på vej nedad, og det tror jeg, begge virksomheder er godt positionerede til at klare," siger Jesper Koefoed og uddyber, at han ikke er ude efter en hurtig gevinst.

"Vi er her ikke for at drive forretning fra det ene år til det andet, vi tænker langsigtet. Men hvis økonomien buldrede videre, havde indtjeningsmulighederne da været endnu bedre. Men vi føler os godt positionerede på markedet, hvis nedgangen kommer."

I sin tid i EY beskæftigede Jesper Koefoed sig en betydelig del med byggeentreprenører som MT Højgaard og NCC, fortæller han. Derfor er det både en branche, han har erfaring med og interesse for.

Han uddyber, at begge virksomheder har hver sine forcer i et nedadgående marked. Han henviser til, at LM Byg historisk set har vist sig resistent mod konjunkturer.

"Det er klart, der er bedre indtjening når der er højkonjunktur. Men de kan levere på en lavere volumen og stadig være lønsomme. Så det synes jeg, er et godt tegn og meget betryggende," siger han og henviser til, at LM Byg ikke har haft underskud i de 30 år, virksomheden har eksisteret. Derudover ser han også muligheder for opkøb, der kan drive væksten i virksomheden.

Pihl & Søn har til gengæld været udfordret og kom ud af 2017/2018 med et underskud på lige knap 6 mio. kr. Det seneste resultat viser dog et plus på 5,5 mio. kr.

"Pihl & Søn er et imponerende comeback; vi har fået virksomheden på landkortet igen. De har en god ordrebeholdning, som rækker noget ind i fremtiden," siger han og fortæller, selvom markedet måtte gå nedad, tror han på, at selskabet kan tage en vis markedsandel. Derudover har selskabet vundet fem projekter, der ifølge den nye medejer betyder, at at omsætningen kommer til at stige de næste fem år.

"Derfor vil man se betydelig vækst i Pihl, fordi man allerede nu har fået de ordrer," siger han.

"Målet er, at begge virksomheder skal se vækst, også betydelig vækst. Men det er klart, de forventninger skal afstemmes med, hvad der sker i markedet."

Og Jesper Koefoeds egen karriereplan har ikke ændret sig, fortæller han.

"Planen er stadig at forfølge en bestyrelseskarriere," siger han og fortsætter:

"Over det næste halve år vil man se, at jeg bliver valgt til forskellige bestyrelsesposter. Når det er etableret i begyndelsen af 2020, så vil jeg have det som min erhvervskarriere."

Han fortæller, at de andre selskaber han kommer ind i, vil være større end de to byggevirksomheder, og derfor er der ikke nødvendigvis flere medejerskaber på vej.

LM Byg, Pihl & Søn og virksomheden MJ Eriksson udgør sammen Pihl-konsortiet.

Genrejst Pihl & Søn er blevet en overskudsforretning

Pihl & Søn styrker ledelsen med ny økonomichef

Pihl & Søn skal bygge 11.700 kvm boliger på Vesterbro

Nyt Scandic-hotel til halvanden mia. kr. skal tegnes af Dissing+Weitling

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier