Nyt gratis dataværktøj undervejs til ejendomsbranchen

Markedspladsen for erhvervslokaler og investeringsejendomme, Ejendomstorvet.dk, lancerer nu et gratis statistikværktøj til ejendomsbranchen med henblik på at skabe gennemsigtighed i markedet og imødekomme efterspørgslen på data, lyder det i en pressemeddelelse.
"Markedet har længe været sultent efter data, og Ejendomstorvet har siden 1999 drevet en database, som har været en vigtig kilde til det danske ejendomsmarked. Denne har vi nu videreudviklet og gjort tilgængelig. Dette har vi gjort både for at differentiere os fra vores konkurrenter, og i særdeleshed også for at imødekomme den enorme efterspørgsel, der har været på data og statistik til branchen," siger Simon Birch Skou, adm. direktør for Ejendomstorvet.dk, i meddelelsen.
Det nye statistikværktøj er en del af et større statistikprojekt, som forventes endelig lanceret i slutningen af 2018. Første del af projektet viser statistik fra Ejendomstorvets to forskellige databaser, der vil vise detaljeret statistik over tomgang, udbud, efterspørgsel, prisudvikling, afkast og handler/transaktioner, lyder det.
"Vi har skabt et værktøj, som på en nem og overskuelig måde viser den historiske udvikling i trends på det danske ejendomsmarked. Eksempelvis kan du, hvis du søger efter en kontorejendom i Aarhus, følge med i prisudviklingen, efterspørgslen og udbuddet for landsdelen og lokaletypen under hvert emne," fortsætter Simon Birch Skou.
Ejendomtorvet.dk er ejet af en række ejendomsmæglere i fællesskab og får sine data fra næsten alle landets ejendomsmæglere, en række kontorhoteller, ejendomsselskaber, pensionskasser og ejendomsadministratorer.
Ejendomstorvet.dk udvider bestyrelse
Ejendomstorvet udvider portal med kontorhoteller