Stor spiller inden for ejendomme rykker til Odense

Lea Ejendomspartner rykker til Odense, hvor ejendomsadministrationsselskabet åbner kontor som et led i ambitionen om at blive landsdækkende, skriver Fyens Stiftstidende.
Det er den kraftige vækst på det fynske ejendomsmarked, der ifølge mediet trækker landets sjettestørste ejendomsadministrator til byen. Lokal tilstedeværelse er en stærk del af selskabets dna, og derfor er det afgørende, at man er der, hvor kunderne er, forklarer adm. direktør hos Lea, Troels Riis Poulsen.
"Der sker rigtig meget inden for byggeri i Odense og på Fyn. Vi satser på administration i øjenhøjde. Derfor er det helt naturligt, at vi er tilstede lokalt," siger han til Fyens Stiftstidende.
Lea Ejendomspartner, der varetager både administration af ejer- og andelsboliger samt investeringsejendomme, har ansat to medarbejdere, som fremover skal tage sig af kunderne i Odense og på resten af Fyn.
Administrationsselskabet er en del af EDC Poul Erik Bech-koncernen, og derfor flytter de to nyansatte ind hos EDC's erhvervsafdeling i Odense.
Med det nye kontor har Lea nu kontorer i Odense, København, Næstved og Kolding.
Lea Ejendomspartner vinder millionkontrakt på over 1000 ejendomme
Lea går efter langvarigt samarbejde om ny portefølje på 2 mia. kr.