Arkil venter pres på overskudsgraden i år

Der er udsigt til færre havne- og vandbyggerier herhjemme i 2018, og det betyder, at Arkil sætter forventningerne til årets resultat lavere end det, entreprenørselskabet opnåede sidste år.
Selskabet landede i 2017 et resultat før skat på 147,7 mio. kr. mod 5 mio. kr. året før, hvor resultaterne var præget af store nedskrivninger. Omsætningen var 3140,4 mio. kr mod 3017 mio. kr. i 2016.
Det fremgår af selskabets regnskab, der er offentliggjort torsdag ved middagstid.
Selskabet venter, at resultatet i 2018 bliver lavere, end det resultat, som Arkil lige har præsenteret. Det skyldes blandt andet en lav dansk anlægsaktivitet.
"Investeringer i den danske vejinfrastruktur vil i 2018 være præget af en tydelig stagnering. Det slår igennem på hele anlægsområdet i Danmark, mens udviklingen i udlandet er stabil og positiv. Trods koncernens store geografiske og faglige bredde kan det ikke undgås, at dette fald smitter af på flere aktivitetsområder og vil presse marginalerne noget," siger Jesper Arkil, der er adm. direktør hos Arkil, i regnskabet.
For 2018 lyder forventningerne til omsætningen på 3,0-3,2 mia. kr., mens Arkil venter et resultat før skat på 110-140 mio. kr.
Den ventede omsætning i 2018 er på niveau med resultatet i 2017, mens det lavere resultat før skat skyldes, at overskudsgraden ventes at blive presset.
"Den lidt lavere resultatforventning i forhold til 2017 er et udtryk for, at overskudsgraden i 2018 vurderes at blive let presset på baggrund af et generelt fald i anlægsaktiviteten i Danmark, herunder også havne- og vandbygning," fremgår det af regnskabet.
Bestyrelsen i Arkil foreslår desuden, at der udbetales 15 kr. per aktie i udbytte for regnskabsåret 2017 mod et udbytte på 10 kr. per aktie året før.
Arkil graver overskudsgrad på over 9 pct. frem
Arkil vil have del i markedet for nybyggeri