Svensk byggerådgiver opruster i Danmark

Den svenskejede ingeniørrådgiver Tyréns, der i Danmark har omkring 70 ansatte, har ansat Brian Pelby som afdelingsdirektør med ansvar for byggeri, oplyser virksomheden.
"Ansættelsen er et led i vækststrategien om at blive en rådgiver, som er endnu mere markant på det danske marked," lyder det i en meddelelsen, som adm. direktør Jan Holsøe står som afsender af.
Brian Pelby kommer fra en stilling som afdelingschef hos Sweco Danmark og har tidligere indgået i ledelsen af ingeniørvirksomheden Balslev, fremgår det.
"Tyréns har en særlig pionerånd og vil vækste godt de næste år, men jeg mener det er meget vigtigt, at vi ikke undervurderer driften på vores vækstrejse. Vi lever af vores viden. Derfor er det vigtigt, at vi vokser ansvarligt og i et tempo, som gør, at vi kan få konsolideret vores kerneområder,” lyder det fra den nye direktør.
Tyréns-koncernen har hovedkontor i Sverige og ca. 2300 ansatte i Sverige, England og Danmark.