EjendomsWatch

Energirenovering kan være en genvej til et større brugbart boligareal

Ud over at sænke energiforbruget giver det bedre indeklima, større anvendeligt boligareal og lavere vedligeholdelsesomkostninger, når man gennemfører ambitiøs energirenovering af boligblokke, viser ny forskning.

Foto: Ritzau Scanpix/Jacob Ehrbahn

Det er ikke kun et spørgsmål om at opnå en lavere energiregning, at det kan betale sig at energirenovere boligejendomme. Også indeklimaet højnes, og det samme gør det brugbare boligareal, lyder det fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBI) ved Aalborg Universitet København, hvor man har analyseret fordelene ved at gennemføre såkaldt ambitiøs energirenovering.

En ambitiøs energirenovering bringer energibehovet i eksisterende boligblokke ned på et niveau svarende til de krav, der gælder for helt nye bygninger opført efter Bygningsreglement 2015 og Bygningsklasse 2020, hedder det i en pressemeddelelse.

Forskernes analyse præsenteres i en ny rapport, hvor de tager udgangspunkt i to virkelige eksempler på energirenoveringer af etageboligblokke. I etagebyggeriet Traneparken i Hvalsø fik bygningerne efterisoleret tage og ydervægge, udskiftet facader og vinduer og installeret et energieffektivt balanceret mekanisk ventilationssystem med varmegenvinding.

Udover at gøre energiforbruget mindre, betød energirenoveringen ifølge forskerne, at beboernes indeklima blev forbedret med bedre lys og luft, mindre støv og ingen træk. Desuden gav varmere ydervægge og vinduer mulighed for en mere fleksibel møblering og dermed i praksis et større brugbart boligareal.

"En forbedret isolering af ydervægge og nye vinduer gør det muligt for beboerne at anvende hele lejlighedens areal. Beboerne fortæller, at før renoveringen kunne de ikke stille møbler op ad ydervægge pga. risiko for skimmelsvampe, og de kunne ikke sidde tæt på vinduerne, fordi det trak," fortæller en af rapportens forfattere, seniorforsker Kirsten Engelund Thomsen fra SBI, i meddelelsen.

Billigere vedligeholdelse og færre ledige boliger

Efter energirenovering vil et boligselskab ofte opleve færre problemer med fugt og skimmelsvampe, og udgifterne til den generelle drift og vedligeholdelse vil falde, for eksempel hvis trævinduer er blevet udskiftet med træ-aluvinduer, påpeges det.

"Ifølge Boligselskabet Sjælland er de energirenoverede boliger i Traneparken blevet mere attraktive og endnu nemmere at udleje, og færre ledige boliger betyder en bedre økonomi for en boligafdeling," siger seniorforsker ved SBI Jørgen Rose i meddelelsen.

Forbedringerne kan også give øget afveksling og identitet til et boligkvarter og give boligselskabet en grønnere profil.

SBI har gennemført analysen i samarbejde med Kuben Management, Teknologisk Institut og Boligselskabet Sjælland. Projektet er finansieret af offentlige penge til grøn omstilling, PSO-midler.

Borgmestre: Ghetto-udspil skal mere end rive bygninger ned

JJW Arkitekter skal højne kvaliteten af almene boliger 

Mere fra EjendomsWatch

Briefing uge 47: Ægte rødt – og dog

Kriseramte Dansk Folkeparti leverer i fravær af regeringens eget støtteparti flertallet til en aftale om flere billige boliger, som 85 ud af 179 mandater i Folketinget står uden for. Men ministeren mener alligevel, at der er tale om en bred aftale.

Læs også

Seneste nyt

Se flere jobs

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier