Viborg får nyt sports- og eventcenter til 62 mio. kr.

Et konsortium med Dansk Halbyggeri i spidsen har vundet opgaven med at opføre Viborg Sport & Event, der med en entreprisesum på 62 mio. kr. skal udvide den nuværende Tinghallen for at tiltrække flere og større events til den midtjyske domkirkeby.
KPF Arkitekter er bygherrerådgiver på sagen, mens Dansk Halbyggeri leverer byggeriet af tilbygningen på 2100 kvm. De skal i samarbejde med Mangor & Nagel Arkitekter og ISC Rådgivende Ingeniører stå for fornyelsen af de nuværende 5500 kvm.
"Projektet har en god størrelse og ligger godt til vores kompetencer og vores strategiske fokusområde. Vi opstarter projekteringen allerede her i januar og forventer første spadestik til maj," siger Birger Holm, projektchef hos Dansk Halbyggeri, i en pressemeddelelse.
Nybyggeriet byder på en ny, mindre koncertsal som supplement til den eksisterende, som bliver moderniseret. Derudover opføres der gangbro og stiforbindelse til stadionhallerne for at forbinde konferencefaciliteterne. Tinghallens foyer bliver udvidet og sammenbygges med det eksisterende hotel i komplekset.
Projektet er et samarbejde mellem Tinghallen Kongres- og Musikhus, det eksisterende koncertsted Paletten, Viborg Håndboldklub, Viborg Fodsportsforening og Viborg Stadioncenter. Sammen ønsker man med sin bynære placering at tiltrække og afvikle store events og tilbyde oplevelser inden for musik, sport, kultur og netværk.
Boligselskab bygger rækkehuse og lejligheder i Viborg