Landets største landinspektør vinder aftale med staten

Ligesom det har været tilfældet de seneste fire år, skal LE34 i den nærmeste fremtid servicere staten med infrastrukturprojekter på øerne.
Foto: PR
Foto: PR
AF RITZAU FINANS

Gennem en længere årrække har landinspektørfirmaet LE34 samarbejdet med staten, og sådan kommer det som minimum til at fortsætte de næste fire år, da selskabet har vundet udbuddet som ledende landinspektør for staten på øerne til og med 2021.

Den nye rammeaftale følger, efter at virksomheden, der har hovedsæde i Ballerup, for fire år siden vandt et tilsvarende udbud, som handler om at servicere staten, når der på øerne skal etableres både store og små infrastrukturprojekter.

Arbejdsopgaven består i at udøve teknisk rådgivning til ekspropriationskommissionen i forbindelse med areal- og rettighedserhvervelse samt gennemførelse af den matrikulære og tinglysningsmæssige berigtigelse efter færdigt anlæg.

"Vi har løst denne slags opgaver gennem snart 100 år, og det er en stolt tradition for os at varetage den."

"Vi arbejder med systemer og viden, som mine forgængere har været med til at udvikle, og som ledende landinspektør kan vi videreføre den viden, vi har opbygget gennem årene, og fastholde indsigten i et fagligt specialiseret område," siger Dorte Ellegaard, der er partner og ledende landinspektør hos LE34.

I de seneste fire år, hvor LE34 også har bistået staten i infrastrukturprojekter på øerne, var et af de større projekter etableringen af en forbindelse over Roskilde Fjord. Det projekt er estimeret til at koste cirka 2 mia. kr. og forventes at åbne for trafik i 2019.

I forhold til de næste fire år, hvor den nye rammeaftale løber, er der udsigt til fortsat store projekter, da regeringen sammen med støttepartiet Dansk Folkeparti i efteråret blev enige om en permanent udvidelse af den fynske motorvej mellem Nørre Aaby og Odense. Dette projekt, som estimeres at koste omkring 2,4 mia. kr. og ventes at stå færdig i 2022, har til hensigt at udvide motorvejen fra to til tre spor i hver retning.

"Det forventer jeg, vi skal arbejde med en gang fra 2019," fortæller Dorte Ellegaard.

LE34, som ud over hovedkontoret i Ballerup har afdelinger flere steder i landet, er med sine mere end 300 medarbejdere landets største landinspektørfirma.

Ved siden af staten bliver der også leveret løsninger til bygherrerådgivere, byggebranchen, forsyningsselskaber, landbruget og private.

I 2016 leverede LE34 sit bedste regnskab nogensinde, da virksomheden præsterede en omsætning på 266,6 mio. kr. og et overskud efter skat på 18,3 mio. kr. Begge resultater var rekord.

Da Ritzau Finans i sommer talte med Kenneth Norre, som er adm. direktør hos LE34, var forventningen for 2017 "fortsat vækst" og en fastholdelse af en overskudsgrad i niveauet 8-9 pct.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også