
Entreprenørvirksomheden CG Jensen, der de seneste to regnskabsår har præsteret vækst på top- og bundlinjen, forventer i 2017 at overgå sin egen omsætningsrekord fra 2016, skriver Licitationen. Særligt udskudte projekter er årsag til, at CG Jensen har ekstra store forventninger til 2017, hvor man i de første seks måneder har omsat for mere end nogensinde før halvvejs inde i et år.
"Vi regner med en omsætning i størrelsesordenen 1,3-1,5 mia. kr.," siger Michael S. Larsen, adm. direktør hos CG Jensen, til Licationen og understreger, at virksomheden har ressourcerne til at håndtere aktiviteten.
CG Jensen, der både gør sig i anlægs- og byggeentrepriser, havde i 2016 en nettoomsætning på godt 1.057 mio. kr. Resultatet før skat landede på 90,3 mio. kr., mens overskudsgraden nåede op på 8,5 pct. Samme overskudsgrad forventes ikke i 2017, men ifølge Michael S. Larsen ser det fortsat fornuftigt ud.
Det er primært store byggemodningsopgaver i Sydhavnen i København samt havneopgaver i Esbjerg og boligbyggerier, der fylder. Især boligsegmentet er begyndt at fylde mere i pipelinen, lyder det fra Michael S. Larsen.
CG Jensen har hovedsæde i Glostrup og kontorer i Odense og Harlev vest for Aarhus.
CG Jensen kalder 2016 fantastisk