
17 etager på det højeste punkt, 22.000 kvm, butikker, erhverv og boliger — det var visionen for et nyt højhus på Europaplads ved Aarhus Havn over for biblioteket Dokk1. Men nu kan manden bag, Finn Bach Petersen, vinke farvel til projektet, efter rådmand Kristian Würtz (S) har vurderet, at det vil skade bylivet omkring byggeriet.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Det fremgår, at rådmandens nye højhuspolitik, som blev fremlagt mandag, ikke har området på Europaplads med som et sted, hvor bygninger over seks etager ikke på forhånd kan udelukkes. Netop højhusplanens udfald var ellers vigtig, da Finn Bach Petersen med kompagnonen Poul Kristiansen købte ejendommene Europaplads 6 og 8 samt Mindegade 10 og 12, da man regnede med udvidet tilladelse.
"Vi er blevet kørt rundt i manegen gennem tre år, hvor vi har haft en tæt dialog med rådmanden, stadsarkitekten og teknisk direktør Erik Jespersen om projektet. Undervejs har vi nok sammen med arkitektfirmaet Schmidt Hammer Lassen ændret projektet 50 gange for at imødekomme ønsker fra rådmanden og stadsarkitekten," siger Finn Bach Petersen til avisen og tilføjer, at han føler sig taget ved næsen.
Kristian Würtz forklarer til avisen, at det er kulturmiljøet, der ligger til grund for et nej til byggeriet. Derudover siger han, at netop området omkring Europaplads har været til debat, fordi det er uden for et område, hvor man tidligere kunne få lov til at bygge højt.
"Så de har hele tiden løbet en risiko med deres projekt. Og jeg mener ikke, at de bare har kunnet forvente, at området nu ville blive omfattet af højhuspolitikken," siger Kristian Würtz til Århus Stiftstidende.
Finn Bach Petersen og partner Poul Kristiansen kommer fra familien, der skabte møbelfabrikken Tvilum i Fårvang nær Silkeborg, og det er der, formuerne kommer fra, skrev avisen i juni sidste år.
Højhusprojekt på vej nær Aarhus Havn