EjendomsWatch

Ikoniske kontorsiloer i Nordhavn er tæt på at være færdigudlejede

Den sidst ankomne lejer i NCC's kontorsiloer i Nordhavn i København er den tyske ambassade, der flytter ind sidst i 2017. Dermed er siloerne tæt på færdigudlejet.

Portland Towers. Foto: PR

Entreprenøren NCC har lejet 1600 kvm kontorlokaler ud i de såkaldte Portland Towers i Nordhavn i København. Det er den tyske ambassade, der efter mere end 60 år flytter fra Østerbro for nu at have hjemme i Nordhavn. Dermed er siloerne tæt på at være fuldt udlejede, fremgår det af en pressemeddelelse fra NCC Property Development.

Nicolai V. Nielsen, der er kundechef i NCC Property Development glæder sig over at kunne byde ambassaden velkommen i det miljøcertificerede kontorhus.

"Vi er stolte af udlejningen til den tyske ambassade og tolker det som en anerkendelse af husets kvaliteter. Det ligger helt i tråd med udlejningen til de øvrige højt profilerede og markante lejere i huset. Samtidig er vi helt overbevist om, at ambassaden vil høste gevinsterne i forhold til trivsel, sundhed og produktivitet, når de flytter i et nyt og certificeret byggeri, hvor indeklimaet er i top," siger Nicolai V. Nielsen i meddelelsen.

Kontorerne er monteret uden på siloerne i 24 meters højde, og i alt er der etableret syv etager, der rummer 11.000 kvm kontorlokaler og 3000 kvm sekundære arealer, fremgår det af meddelelsen.

Blandt de øvrige lejere er Dansk Standard, der er Danmarks standardiseringsorganisation, PA Consulting og corporate finance-rådgivningsfirmaet FIH Partners samt advokatfirmaet Brockstedt-Kaalund.

Det er NCC Property Development, der står bag byggeriet, som har ATP Ejendomme, PFA Pension og Pensiondanmark som investorer, fremgår det videre.

Siloerne ligger på sandkajen, der blev etableret i 1950'erne og 60'erne, og var en del af Københavns Frihavn. De er opført af cementproducenten Aalborg Portland i 1979 til at opbevare cement, der kunne losses og læsses direkte fra skibe ved kajkanten.

Bygningerne lever op til kravene om bæredygtighed i henhold til den britiske Breeam-certificering.

Forsiden lige nu

Visionen om Ørestad er ved at være fuldbragt

By & Havn kan snart melde alt udsolgt i Ørestad, der både erhvervsmæssigt og boligmæssigt markerer sig som et af Københavns nye trækplastre. Det er ikke bare lokalt, men i forhold til hele Øresundsregionen, lyder det fra adm. direktør Anne Skovbro.

It-millionærer går ind på ejendomsmarkedet med trecifret millionopkøb i Odense

"Det er nok en af årets største handler," siger Per Svehag, adm. direktør i Dangroup Invest til EjendomsWatch. Den fynske investor har købt en odenseansk ejendomsportefølje på 14.000 kvm af lokale investorer med advokat i spidsen. Købet sker gennem en nyoprettet fond på 500 mio. kr. Flere fonde kan være på vej, lyder det.

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier