EjendomsWatch

Facebook bekræfter kæmpe datacenter i Odense

Et 55.000 kvm stort datacenter skal opføres i Odense og bliver et af de mest energieffektive i verden. En fælles indsats gavner hele Danmark, lyder det fra regeringen.

Foto: PR

Den amerikanske IT-gigant Facebook har efter tre års fortrolige forberedelser med danske myndigheder valgt at etablere et 55.000 kvm stort datacenter i Odense, oplyser Udenrigsministeriet.

Facebook annoncerer stor nyhed i Odense torsdag

Beslutningen følger i slipstrømmen på Apples milliardinvestering i et datacenter i Viborg i 2015, og styrker Danmarks position som et attraktivt land for globale datacentre, mener udenrigsminister Anders Samuelsen (LA):

”Jeg er meget glad for, at Danmark i dag har landet endnu en stor udenlandsk anlægsinvestering. Selvom kun 1 pct. af virksomhederne i Danmark er udenlandske, står de bag hvert femte job. Derfor arbejder regeringen hver dag målrettet for at tiltrække flere udenlandske investeringer. Facebooks investering er resultatet af et stærkt samarbejde mellem Invest in Denmark, Foreningen Vestdansk Investeringsfremme og Odense Kommune, og et godt eksempel på, at vi med en fælles indsats kan skabe jobs, vækst og udvikling i hele Danmark," siger han i en pressemeddelelse.

Dansk klima er godt til køling

På et pressemøde i Odense torsdag formiddag forklarede Facebooks direktør for datacentre, Niall McEntegart, at der bliver tale om et af de mest energieffektive datacentre i verden. Det skyldes blandt andet, at det kølige klima i Danmark kan hjælpe med at holde bygningen kølig.

"Vi kan bruge det her klima til at køle vores servere," sagde Niall McEntegart på pressemødet ifølge Ritzau.

I Odense håber man, at datacentret vil have en positiv effekt på den lokale økonomi og på jobskabelsen.

"Vi mærker allerede øget efterspørgsel efter alt fra ingeniører, it-folk og håndværkere," siger Peter Rahbæk Juel til Ritzau.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) glæder sig også over, at Odense har kunnet samle vores danske styrkepositioner i lokale rammer og tilføjer:

”Som fynskvalgt minister er jeg naturligvis stolt over Facebooks investering i netop Odense, men det er selvfølgelig også en bred anerkendelse af, at Danmark som land har noget særligt at tilbyde. Vi har et af verdens bedste energisystemer med store mængder grøn strøm, høj elforsyningssikkerhed, gode fiberforbindelser og konkurrencedygtige energipriser. At vi ser endnu en milliardinvestering viser, at vi er i førerfeltet, og at det giver konkrete resultater at fastholde denne position, hvilket regeringen arbejder målrettet på,” siger han i meddelelsen fra Udenrigsministeriet.

Brian Mikkelsen: Tænk langsigtet

Med Facebooks investering forudser erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), at den vigtigste opgave nu bliver at tænke langsigtet og gribe muligheder for at udvikle kompetencer og styrkepositioner i Danmark. Han siger:

”At valget falder på Danmark, skyldes i høj grad, at vi kan tilbyde effektive og attraktive rammer for erhvervslivet. Danmark får internationale topplaceringer – senest som nummer seks på Forbes ”Best Country for Business” fra 2016. Nu skal vi lægge os i selen for at vores erhvervsudvikling matcher fremtidens konkurrence, som er betydelig mere digital end analog. Datacentre er en del af vejen frem.”

Relaterede

Seneste nyt

Job

Se flere

Se flere

Seneste nyt fra FinansWatch

Seneste nyt fra Watch Medier