Danmark kan vinde sin 11. pris på dette års Mipim-messe
En nordisk bølge ruller i disse år over den internationale arkitektur- og ejendomsbranche. En succes, man fristes til at sidestille med det, som dansk film har oplevet ude i verden gennem en længere periode. Ikke færre end tre danske byggerier er i år indstillet til ejendomsbranchens svar på De Gyldne Palmer, Mipim Award. De er indstillet til tage prisen i kategorierne bedste innovative bygning, bedste hospitalsbyggeri og bedste hotel- og turismebyggeri.
Hvis bare én af de danske kandidater vinder, vil det være 11. gang, at et dansk byggeri skriver sig ind historien, siden den første pris blev uddelt i 1991. Og så er de priser, som danske arkitekter har vundet for byggerier i udlandet, ikke en gang talt med.
Mipim-priserne uddeles torsdag 17. marts i Cannes, som altid i forbindelse med den professionelle ejendomsbranches internationale messe og netværksbegivenhed Marché International des Professionels d’Immobilier (Mipim).
Dette års nominerede danske byggerier er:
I kategorien "Bedste hotel og turismebyggeri" (Best Hotel and Tourism):
Musholm, Korsør.
Opført: 2015.
Arkitekter: AART Architects.
Bygherre: Musholmfonden.
Musholm ligger ved Storebælts smukke kystlinje og er anerkendt som verdens mest tilgængelige ferie-, sports- og konferencecentre for mennesker med handicap.
I kategorien ”Bedste innovative, grønne bygning” (Best innovative Green Building):
Gladsaxe Company House.
Opført: 2015.
Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter.
Bygherre: NCC Property Development.
Gladsaxe Company House er et flerbrugerhus, hvor der i en kombination af bæredygtige materialer, fleksible arbejdsområder og tekniske løsninger er skabt et sundt miljø - både ude og inde. Bygningen blev, som første i Danmark tildelt DGNB-Platin certificering på grund af sin bæredygtighed og ved at vise, hvordan fremtidens arbejdsplads kan se ud. Pensiondanmark købte i 2013 projektet af NCC.
I kategorien ”Bedste hospitalsbyggeri” (Best Health Care Development):
Aabenraa Psykatriske Hospital:
Opført: 2015.
Arkitekter: White Arkitekter, DEVE Arkitekter.
Bygherre: Region Syddanmark.
Nyt Psykiatrisk Sygehus i Aabenraa er på 20.000 kvm. har 115 sengepladser samt fællesfunktioner. Arkitekturen understøtter patientens personlige tryghed og motivering for kontakt med omverdenen i løbet af sit behandlingsforløb.
De hidtidige 10 danske Mipim-vindere fra 1991 til 2015 er:
1997: Bedste renovering af kontorejendom: ØKs hovedsæde i Holbergsgade i København. (Arkitekter: Hvidt & Mølgaard)
2000: Bedste renovering af kontorejendom: Dahlerups Pakhus, Langelinie, København. (Arkitekter: Boldsen & Holm)
2001: Bedste kontorbyggeri og Juryens Pris: Nordeas hovedsæde på Christianshavn, København. (Arkitekter: Henning Larsen)
2002: Juryens Pris: Vilhelm Lauritzen Terminal, Københavns Lufthavn. (Arkitekter: Vilhelm Lauritzen).
2009: Bedste boligbyggeri: Bjerget, Ørestad, København. (Arkitekter: Bjarke Ingels Group).
2012: Bedste renovering: Biblioteket, Rentemestervej, København. (Arkitekter: Cobe og Transform).
2013: Bedste boligbyggeri: Isbjerget, Aarhus Ø. (Arkitekter: Cebra, JDS, Search, Louis Paillard)
2015: Bedste boligbyggeri: Krøyer’s Plads, Christianshavn, København. (Arkitekt: Cobe og Vilhelm Lauritzen)
2015: Bedste store fremtidsprojekt: Nyt Hospital Nordsjælland. (Arkitekt: Herzog & de Meuron i samarbejde med Vilhelm Lauritzen Arkitekter).
Siden 1991 har Mipim modtaget mere end 2400 forslag. I alt 155 priser er blevet uddelt i den periode, fordelt på 88 nationer.
Relaterede artikler:
Aalborg klar med 17 projekter til Mipim-messen
For abonnenter