Koncenton kaster sig over trecifret antal boliger ved Aarhus

Direktør kalder igangværende boligbyggeri i Viby Syd for ”et meget stærkt projekt.” Nordstern skal stå for opførelsen.
Byudviklingsprojektet i Viby Syd får bl.a. et grønt gårdrum og vil blive certificeret med DGNB Guld. | Foto: PR-visualisering
Byudviklingsprojektet i Viby Syd får bl.a. et grønt gårdrum og vil blive certificeret med DGNB Guld. | Foto: PR-visualisering

Byudviklingsområdet Viby i det aarhusianske opland får tilført yderligere 140 boliger, som Nordstern opfører for projektudbyderen Koncenton. Det oplyser entreprenørkoncernen i en pressemeddelelse.

Bag projektet, der løber op i 10.000 kvm boliger fordelt på et punkthus i seks etager samt rækkehuse, står også Pro Developments.

Det er Aarhus Omegn og Alboa, der har solgt arealerne, og de to almene boligforeninger har også været med i projektudviklingsfasen.

”Kombinationen af den bynære placering tæt på Aarhus og moderne, indbydende boliger gør det til et meget stærkt projekt, som vi har store forventninger til. Vi er ikke i tvivl om, at det bliver attraktivt for de kommende lejere og dermed også for investorerne,” siger Anders Bangsgaard, ejendomsdirektør hos Koncenton, i meddelelsen.

Ud over boliger indeholder byuviklingsprojektet en Netto på 1200 kvm og en OK-benzintank. Opførelsen af ejendommene i den sydlige del af Viby er gået i gang og forventes afsluttet i sommeren 2024.

Brian Svart, ejer af Pro Developments, fortæller, at der stadig er et enkelt byggefelt i området, som Aarhus Kommune vil kunne udnytte.

Med købet cementerer Koncenton sin position i de aarhusianske forstæder, hvor investoren inden for det seneste halve år har overtaget et trecifret antal boliger – lejligheder såvel som rækkehuse – fra lokale 1927 Estate.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

!
Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også